Dyk-Et i Svanemøllen havn, Februar 1985

I midten af 1980’erne var der en række hårde isvintre med iskolde østenvinde fra Rusland, som dengang stadig hed Sovjetunionen og var ledet af gamle mænd med en fortid i KGB.

Skrevet af Flemming Haue Stidsen

Kategori: Klubhistorie

Publiceret: 6. november 2018

Visninger: 1077

Læs mere: Dyk-Et i Svanemøllen havn,...

Dyk-Et, Tårbæk rev 1985

I midten af 1980’erne flyttede klubbåden Dyk-Et fra sin havneplads i Sydhavnen til Svanemøllehavnen på Østerbro.

Skrevet af Flemming Haue Stidsen

Kategori: Klubhistorie

Publiceret: 6. november 2018

Visninger: 1014

Læs mere: Dyk-Et, Tårbæk rev 1985

Dyk-Et's søsætning, Juli 1984

I 1983 havde klubbåden Dyk-Et ligget i vandet en del år og der var på bunden kommet et tykt lag af bevoksning, som nedsatte bådens i forvejen lave sejlhastighed.

Skrevet af Flemming Haue Stidsen

Kategori: Klubhistorie

Publiceret: 6. november 2018

Visninger: 830

Læs mere: Dyk-Et's søsætning, Juli 1984

Kvindelige dykkere

I Baracudas første år i 1970’erne bestod klubben næsten udelukkende af unge mænd i alderen 18 til ca. 35 år, hvoraf de fleste var håndværkere. Kun enkelte akademikere og halvstuderede røvere havde sneget sig ind i klubben. De eneste kvinder man ofte så i klubben var kassereren Kasse-Karen, som med hård hånd opkrævede klubkontigentet og Mugges kone Sally, som på mange områder sørgede for at klubben fungerede. Blandt andet ved at sørge for at der altid var tilstrækkeligt med øl i baren. De øvrige koner og kærester så man kun ved klubbens fester eller på stranddykninger når vejret var godt.

Det hændte dog  at samleveren kom i klubben sent om aftenen for at hente et mandligt klubmedlem, som var blevet hængende lidt for længe i baren. Nogle af disse kvinder, som var blevet familiemedlemmer i klubben, begyndte så småt at få interesse for dykkersporten og startede med at dykke, dog mest stranddykning på lavt vand. Mange mænd var dengang skeptiske overfor kvindelige dykkere. Kvinder kunne jo ikke dykke, ligesom det tidligere havde heddet sig, at kvinder ikke kunne køre bil. Efterhånden fandt man dog ud af at kvinderne alligevel godt kunne dykke og at de ofte var mere forsigtige og fornuftige end mændene, især de unge, som af og til vovede sig ud i overmodige og farlige dykninger, især på vragdykningerne.

Vragdykning var nu ikke det der interesserede de kvindelige dykkere særlig meget. Hvor mændene betragtede et vrag som noget spændende og mystisk som skulle udforskes, opfattede kvinderne et vrag som en bunke gammelt jern, lige så interessant som skrotbunkerne hos en jernhandler. Man kunne faktisk lige så godt tage ud til Sydhavnens Jern og Skrot og kigge på bunkerne af rustent jern og gamle biler, som at bruge tid på en dyr vragdykkertur, hvor der blev brugt masser af tid på at lede efter et vrag, som man ofte ikke fandt. Det var før der var noget der hed Gps.

I 1980’erne steg antallet af kvindelige dykkere og også de lidt ældre fik interesse for dykning. Således meldte en midaldrende kvinde sig ind i klubben, medbringende sig sin søn og to døtre. Det bevirkede at det blev lettere at skaffe erfarne medhjælpere til elevdykningerne. Den yngste af døtrene, Anette Floor ses på fotoet, som er taget på en gummibådstur til Flakfortet i 1985.

Stidsen

Skrevet af Flemming Haue Stidsen

Kategori: Klubhistorie

Publiceret: 6. november 2018

Visninger: 723