I midten af 1980’erne flyttede klubbåden Dyk-Et fra sin havneplads i Sydhavnen til Svanemøllehavnen på Østerbro.
Her kom Dyk-Et i fint selskab med smukke ældre træbåde med teaktræsdæk og dyre sejlbåde med hvide plastfendere til mange hundrede kroner per styk. Fenderne på Dyk-Et bestod af brugte dæk. De var lige så gode som de dyre fendere og kostede ikke noget. Det blev nu nemmere for klubben at dykke i Øresund, da vi slap for den lange sejltur gennem hele Københavns Havn og passagen gennem slusen ved Sjællandsbroen, som kun var åben på bestemte tidspunkter. Tårbæk Rev blev nu et yndet dykkersted. Det lå i rimelig afstand fra Svanemøllehavnen og var et godt sted at jage ål. Dem var der dengang mange af på Tårbæk Rev, som ikke er et rev i traditionel forstand, men et lavvandet område med cirka 6 meters vanddybde. Området blev i gamle dage brugt som ankringsplads for sejlskibene mens de ventede på vind fra den rigtige retning.
Et af klubbens medlemmer fandt under en dykning på revet et stort, gammelt jernanker, som havde gravet sig godt ned i havbunden. I sejlskibenes tid skulle et anker hales op med håndkraft og det hændte at man måtte kappe ankertovet hvis ankeret sad fast i bunden og ikke lod sig bjærge. Et sådant anker blev betragtet som herreløst og kunne frit bjærges af kongerigets undersåtter. Vi besluttede os derfor for at prøve at hæve ankeret. Vi fik gravet det delvis fri og bandt nogle tomme olietønder fast til ankeret. Tønderne blev fyldt med luft og vi forventede nu at ankeret ville blive løftet fri af havbundet. Det flyttede sig ikke en millimeter.
Næste weekend sejlede vi ud med flere olietønder, men nu var bøjen der var bundet til ankeret forsvundet. Dengang havde vi ikke den nøjagtige Gps-navigation ombord, så vi fandt ikke ankeret igen, som nok stadig ligger ude på Tårbæk Rev.
Stidsen