Fra 1976 og frem til 1980 blev der hvert år i november arrangeret en klubdykkertur til Røde Havets varme vande. Vi tog på en billig chartertur med præsten (Tjæreborg Rejser) til det hellige land.
Lejede nogle folkevogn-pickups i Eilat og fyldte dem op med dykkerudstyr, forsyninger og 10 til 12 dykkere i hver vogn. Så gik turen sydpå ad den nyanlagte vej ned til det forjættede land: området ved Sharm El Sheikh og Na’ama Bay på Sinai’s sydspids, et paradis for dykkere.
Vejen gik langs kysten af Eilatbugten forbi Nelson’s Village i Taba, et tilholdssted for hippier, videre forbi Coral Island med resterne af en gammel korsriderborg på toppen, fra dengang man kæmpede mod de vantro om magten over det hellige land. Ved Nuweiba gik vejen ind i landet og op i bjergene gennem Sharira Passet, hvor en sønderskudt jeep var sat op på en stenkonsol som mindesmærke om en træfning som havde fundet sted her under seksdagskrigen.
Her oppe i højderne kunne vi i det fjerne se toppen af Sinai-bjerget, hvor Moses i sin tid modtog stentavlerne med de ti bud, imens hans folk dansede om guldkalven, en skik som stadig er på mode, blandt andet i finansverdenen. Vejen fortsatte gennem det øde landskab forbi Wadi Kabila og Wadi Kid og så gik det i frigear ned ad bakke til sandsletten ved Na’ama Bay, hvor vi slog lejr på stranden. Na’ama Bay bestod dengang af nogle få huse, et mindre hotel og et par araberværtshuse hvor man kunne få lidt mad og drikke.
Når vi skulle ud til dykkerstederne måtte vi forlade den asfalterede vej og køre ad sandede hjulspor gennem terrænet. Ofte stod der et skilt med teksten: “Four wheel drive only”, men det tog vi ikke så tungt, da vi jo var mange i hver bil til at skubbe på hvis vi kørte fast. 
Vi erfarede dog hurtigt at en tungt lastet pick-up kan være svær at skubbe fri når den først er kørt fast i sandet, så flere gange måtte vi vende om. På fotoet er vi på vej ud til Ras Nasrani ved Tiranstrædet. Her havde egypterne i 1960’erne placeret en kanonstilling så de kunne kontrollere sejladsen gennem strædet op til Eilat. Det var en af de faktorer som senere var med til at udløse seksdagskrigen i 1967.
I kanonstillingen stod der stadig en stor kanon med løbet pegende truende ud mod Tiranstrædet, men den var ikke mere i stand til at stoppe skibstrafikken da den var svært beskadiget af en eksplosion. Vi fortsatte ud mod kysten, men kom så til et bredt minefelt som dog heldigvis var afspærret med pigtråd og et advarende skilt: “Mines!”. Et par hjulspor førte gennem minefeltrt så vi fulgte disse og slap gennem uden at påkøre nogen miner.
Til sidst kom vi ud til en lille palmelund ved kysten lidt nord for Tiranstrædet, et ideelt dykkersted hvis det ikke lige var fordi det lavvandede rev her strakte sig flere hundrede meter ud fra kysten, så man skulle på en længere vandretur før der kunne dykkes. Der var dog heldigvis også nogle mere tilgængelige dykkersteder i området, især på kyststrækningen syd for Na’ama Bay ned til Sharm El Sheikh. Dengang var området her helt øde. I dag er der fyldt op med hoteller.
F.Stidsen