Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1
3
5
6
7
8
13
14
15
16
17
19
20
21
22
24
26
27
28
29
30

Image

I 1983 havde klubbåden Dyk-Et ligget i vandet en del år og der var på bunden kommet et tykt lag af bevoksning, som nedsatte bådens i forvejen lave sejlhastighed.

I slutningen af 1983 blev båden derfor trukket på land ved ophalerpladsen i Sydhavnen for at blive renset i bunden og få et nyt lag bundmaling. Der var desuden en række andre vedligeholdelses-arbejder og mindre skader som skulle udbedres. Der var blandt andet kommet et større hul i den forreste del af styrehustaget, da skipper efter en varm dag på Øresund fejlbedømte frihøjden under Sjællandsbroen i Sydhavnen, hvor Dyk-Et dengang havde kajplads. Det havde været lavvande da vi om morgenen uden problemer sejlede under broen. Det var desværre blevet meget højvandet da vi om aftenen skulle hjem. I dag må man ikke føre båd i beruset tilstand, men det var dengang fuldt ud lovligt og meget almindeligt. Den friske havluft gav en naturlig tørst.

 Det besværlige og beskidte arbejde med at skrabe bunden fri for bevoksning og gammel maling skred kun langsomt frem. Der blev arrangeret en række arbejds-weekends, men det viste sig at klubbens medlemmer havde mange tanter og mostre, som åbenbart holdt store fødselsdags-selskaber, som medlemmerne var nødt til at deltage i og derfor desværre ikke kunne deltage i istandsættelsen af Dyk-Et. Ofte var det kun bådudvalgets medlemmer som mødte op, så arbejdet trak ud. Det var planen at båden skulle søsættes til foråret, men først den 6.juli 1984 var Dyk-Et klar til søsætning.

 Det var en varm sommer, så træet i båden var godt udtørret efter den lange tid på land og fugerne mellem beklædningen var begyndt at åbne sig. Da båden kom i søen piblede vandet ind gennem utallige sprækker og motoren måtte startes for at pumpen kunne holde Dyk-Et flydende. Det var ikke tilstrækkeligt. Vandet begyndte at stige op over gulvbrædderne og vi måtte til at tømme vandet ud med spande. I hast fik vi fat i en dykpumpe, som kunne suge vandet ud lige så hurtigt som det løb ind, men situationen var uholdbar. Havnemesteren gav os det råd at fodre de utætte fuger udefra med savsmuld, så en dykker blev sendt i vandet med en pose savsmuld, som blev suget ind i fugerne og satte sig fast her. Efter nogle dage havde træværket suget så meget vand at fugerne var blevet tætte og dykpumpen kunne stoppes. Dyk-Et flød atter på vandet uden fare for at gå til bunds. Bådudvalget kunne ånde lettet op og havde endnu en gang erfaret, at for hver én times sejlads med en gammel træbåd er der 9 timers arbejde i havn.

 Stidsen