Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1
3
5
6
7
8
13
14
15
16
17
19
20
21
22
24
26
27
28
29
30

Image

I midten af 1980’erne var der en række hårde isvintre med iskolde østenvinde fra Rusland, som dengang stadig hed Sovjetunionen og var ledet af gamle mænd med en fortid i KGB.

Sunde og bælter frøs til og lange underbukser og uldne trøjer var nødvendig beklædning når man vovede sig udendørs. Klubbåden Dyk-Et lå nu i Svanemøllehavnen og frøs hurtigt fast i isen.

Dengang var udvalget af tørdragter meget begrænset og det var ikke noget som almindelige dykkere havde råd til. Det var kun for kapitalister og fanatiske helårsdykkere og dem var der ikke så mange af i klubben. Der var derfor ingen dykkerture i vinterhalvåret, så det kunne vel være ligegyldigt om båden frøs fast i isen.

De faktiske forhold for træbåde af ældre dato er imidlertid anderledes. På grund af tidevand og strøm er der bevægelser i isen, som i bedste fald kan presse båden op af isen, men i værste fald trykke skroget sammen, så der opstår utætheder i fugerne og der trænger vand ind i båden. Så længe isen stadig har fat i båden sker der intet, men ved forårets komme når isen smelter synker båden.

Bådudvalget måtte derfor en gang om ugen finde det varme vintertøj frem og drage ned til Svanemøllehavnen og hugge Dyk-Et fri af isen. Det var hårdt og ikke helt ufarligt arbejde som dog gav varmen. På fotoet ses klubbens daværende formand Jørgen, kaldet Lakridsen, svinge den store brandøkse.

Den store træbåd i baggrunden til højre blev også med jævne mellemrum tilset af sin ejer, en pæn, midaldrende herre. Han var som regel ledsaget af en nydelig, ung dame. De brugte en times tid ombord med at inspicere fartøjet indvendigt, men havde ikke tid til at hugge båden fri af isen. Ved forårets komme sank båden.

Stidsen