Siden er under ombygning, så ting vil flytte rundt i den kommende tid. Turkalenderen vil dog altid være aktiv.

Turen op til Kristiansand i Norge mindede lidt om et forhindringsløb selvom den startede temmelig stille og roligt med, at vi kom i endog særdeles god tid til færgen Odden-Århus, hvor vi besluttede at vente på den bestilte færgeoverfart – for vi havde jo god tid; på det tidspunkt!

Men så var der jo lige tunnelen under Limfjorden, hvor trafikken trak lange køer, da vi nærmede os Ålborg. Der var nemlig sat prop i p.g.a en havareret bil.

Da vi endelig kom igennem, gik den derudaf mod Hanstholm, hvor vi ankom en halv time efter mødetid, men dog med en lille halv time til afgang. Jan gik optimistisk frem til billetlugen med vore billetter og blev mødt med spørgsmålet ”Har I også en bil med?” (Den udtalelse lader vi lige stå lidt!)

Bestillingen var gået galt – vi havde kun pladser til passagerne. Til alt helt kunne den flinke unge dame sælge os en tur/retur til bilen netop vore afgange. Og så skulle vi ikke engang vise pas, selvom det var blevet indskærpet, at Norge netop havde indført paskontrol.

Pyha:

Så vi var glade, da vi endelig trillede ombord. Her fik vi lejlighed til at ”evaluere” og falde ned og spise i den bestilte all-inklusive restaurant. En spændende start! Og moralen er… Den lejede kassevogn med grej og gummibåden på slæb havde også holdt i kø ved tunnelen, men var kommet før os andre og havde nået in-checkningen som køretøjet før os, og var kørt ombord på færgen uden nogen form for problemer. De havde imidlertid hverken set os eller det drama, der havde udspillet sig.

Åros Feriesenter.

Da vi ankom til Norge var der heller ingen paskontrol, og vi kørte i samlet trop afsted mod dykkercentret. Denne køretur tog ikke ret lang tid. Nu var det efterhånden blevet hen under aften, så vi fik bare nøglerne udleveret, da vi nåede frem til Åros Feriesenter. Her holder dykkercentret One Ocean til, efter at Carlo har flyttet sit dykkercenter fra østsiden til vestsiden af Kristiansand- fjorden. Vi flyttede ind med al vores habengut i en større ferielejlighed med plads til alle syv turdeltagere. Indretningen af ferielejligheden var fin. Dog var køkkengrejet lidt sparsomt, som det ofte er i sådan en ferielejlighed eller hytte. F.eks. måtte vi skralde gulerødder med en osteskærer - men udfordringerne øger jo kreativiteten. Efter en øl eller to var det ved at være sengetid, og der blev udleveret ørepropper, og så blev der ellers snorket igennem lige til duften af nybagte rundstykker vækkede os næste morgen.

Dykning på Tom B ?

Jan, ”Den gamle redaktør”, havde lokket mig til at tage med på denne tur til Kristiansand med lovning om flot dykning på det angiveligt meget fotogene vrag ”Tom B”. Oven i købet beliggende med en fornuftig dybde på 15 – 24 meter, så der kunne blive god tid til fotografering. Desværre ligger dette vrag meget eksponeret for sydlige vinde med sin placering midt i fjorden ind til Kristiansand, og desværre var vejrguderne slet ikke med os på denne tur, da det blæste en halv pelikan, og der var kraftig vind fra sydlige retninger og 12 – 14 m/s alle dagene. Af denne grund kunne der slet ikke dykkes på vrag på denne tur, hverken på Tom B eller Seattle.

En hjælpende sjæl: Carlo.

Heldigvis dukkede Carlo op næste formiddag for at fortælle os om forholdene – og specielt vejrforholdene. Han havde dagen forinden været ude at sejle med et par tyske dykkere, som gerne ville dykke på Seattle, og det havde de i gjort i det hårde vejr. Det var gået meget godt på udvejen og under dykningen, men på tilbagevejen mod bølgerne havde turen taget tre gange den normale tid, så efter han mening var det udelukket at sejle i gummibåd til Seattle og de øvrige vrag som f.eks. nævnte Tom B.

Carlos havde fine elektroniske søkort, som blev vist på TV´et i ferielejligheden. Han øste af sin store viden om området og dets dykkermuligheder, og i fællesskab fandt vi frem til nogle dykkersteder, som vi kunne besøge. Således lykkedes det med Carlos velvillige hjælp hver dag at finde nogle gode lokaliteter til naturdyk inden for skærgårdens beskyttende læ for vinden. Herinde var der smult vande, og her var fint at sejle til og fra lokaliteterne. Sådan blev det alle dagene: fine forhold til gummibådssejllads og dykning indenskærs. Det blev til fire fine naturdyk. Vi havde stort set fint solskinsvejr under alle dykninger.

Nem sejllads:

Sejladser til og fra dykkerstederne blev hver dag hurtigt overstået, da der var fladt vand og håndtaget helt i bund. Vi havde ingen sejltid på over fem minutter. Den eneste forlængelse af sejltiden kom, da vi opdagede, at der lå et 4- mastet norsk skoleskib opankret i nærheden; det måtte vi lige sejle rundt om for at se og fotografere. Mht vraget Tom B. fortalte Carlo i øvrigt, at han mente, at dette vrag var faldet meget sammen, så det en gang så fotogene vrag kun var skyggen af sig selv. Da det ligger temmelig eksponeret, så er det også ret sandsynligt.

Nemme adgangsforhold:

Båden blev sat i vandet i en nærliggende lystbådehavn og sejlet over til feriecentrets flydebroer, hvor vi fik en god plads lige ved siden af fyldeskabet på broen. Så for at fylde flasker skulle flaskerne bare hives op på broen og flyttes fem meter hen til skabet! Det var den rene luksus for dykkere! Sådan var det også med omklædnings- og opbevaringsrummene, som vi fik stillet til vores rådighed til alt vores udstyr. Det var fine lokaler tæt ved flydebroerne. At det ikke var muligt at dykke på vrag var selvfølgelig meget mod deltagernes forventninger og meget ærgerligt især for inkarnerede vragdykkere som f.eks. Stidsen… eller Ole Bro og Ishøj, som begge var klar med dobbeltsættene.

Naturdyk:

Men som sagt lykkedes det trods alt at få nogle fine naturdyk. Naturdykkene var alle nogenlunde efter samme opskrift. Der var neddykning fra en beskyttet vig eller lignende lang en næsten lodret væg til ca. 30 meter, hvor der kom flad sand/blød-bund. Enten blev vi samlet op, hvor vi sluttede dykket, eller vi svømmede tilbage til båden.

Navnene på de lokaliteter, hvor vi dykkede på var Sadøya, Risøya og Ballerholmen; alle mindre klippeøer inden for forholdsvis kort afstand fra dykkercentret.

Undervandlandskabet var dramatisk med næsten lodrette vægge og store klippeformationer alt overgroet med store alger som sukkertang og pisketang. Der var en hel del liv på klipperne, imidlertid ikke i omfang og vækststørrelse som vi f.eks. har set det i Gullmarsfjorden ved Lysekil.

Vandtemperaturen var 5 gr. C på min computer. Alle dykkede i tørdragt, og der var vist ingen som savnede sin våddragt. Sigtbarhed var varierende på dykkene, og var vel på 2 – 4 meter og på et enkelt dyk helt oppe på 6 – 8 meter.

Jeg havde monteret vidvinklen på kameraet, da vi jo primært var meningen, at vi skulle på vragdyk. Dette fortsatte jeg med på naturdykkene, og derfor var det vidvinkelmotiver jeg ledte efter. Dette indebærer, at man faktisk slet ikke ser de små makroting, fordi opmærksomheden ligger et helt andet sted. Nu kan man godt tage nærbilleder med en vidvinkel både af lidt større eller mindre ting, og det forsøgte jeg også. Men jeg kunne se, at der var mere makroliv på klipperne end jeg umiddelbart var opmærksom på. Men det var først hjemme ved computerskærme, at jeg rigtigt fik set det fulde omfang.

På alle dyk så vi flere par af rødnæb og blåstak (som jo er hun og han af samme fiskeart), som i øvrigt er standfisk. Desuden så vi mindre torskefisk og de velkendte havkarudser.

Der var søpunge i forskellige farver, buketter af hvide køllesøpunge på klippefladerne, forskellige søstjerner, rødlige pudestjerner, gule og hvide svampe, bægerkoraller, kolonier af mosdyr i form af flotte net, gule eksemplarer af læderkorallen dødemandhånd, søpindsvin, børsteorme, og store partier med alger eller svampe i bl.a. lilla farver på de store sten. Der var også muslinger, fladorme, nøgensnegle og deres flotte spiralformede æg. Så der var egentlig masser at kigge på. Biodiversiteten, som det fremgår af ovenstående, var jo egentlig temmelig stor.

Et af højdepunkterne for Jan på det sidste dyk var fundet af en alu-stige på bunden. Jeg ved ikke om han ville bruge den til at stige op langs den lodrette klippevæg eller hvad? I hvert fald forsøgte han at få den stillet op med det resultat, at den bare sank længere og længere ned i den bløde bund. Så det var ingen ”Stairway to Heaven” - fak- tisk det modsatte. Godt hans opstigning ikke var afhængig af stigen; han havde da heldigvis opdrift både i dragt og BCD.

På værtshus:

Lørdag aften var der fodboldkamp. Der var nemlig finale i forbindelse med afslutningen af Champions League, så hele holdet vandrede et par kilometer til en nærliggende kro, hvor kampen blev vist på storskærm. Der var et festlig indledningsshow med dans og musik inden den stod på fodboldkamp, tynde og 90 NKR dyre fadøl sammen med de forsamlede norske fans, hvis hujen blev fordoblet, da der var to lokaler med hvert sit TV med en tidsforsinkelse på 5-10 sekunder mellem de to TV´er.

Jeg synes nu, at det var en temmelig kedelig og langtrukken kamp, (Den kedeligste i mands minde /red.) så jeg sagde tak for i aften og smuttede i halvlegen og gik derefter i fred og ro tilbage langs vandet til feriecentret.

Da det næste dag var tid til at drage hjemad, stod der tilbage at rigge alt udstyret af, tage båden op og pakke det hele sammen i kassevognen. Al den overskydende mad og drikke blev doneret til den efterfølgende Bornholmertur og blev også stuvet ind i bilen.

På museum:

Da vi havde pakket færdig og var klar til at køre, var der stadig god tid til vi skulle checke ind til færgen, så vi havde besluttede at tage på Kristiansand Kanonmuseum i Møvig, hvor resterne fra kanonbatterier i klippeterrænet uden for Kristiansand kan ses. Det hele stammer fra tyskernes opbygning af Atlanterhavsvolden under Anden Ver- denskrig. Her blev opstillet 3 stk. af den næststørste kanontype monteret på land og en fjerde var planlagt, men blev aldrig opstillet.

Der var en enkelt kanon tilbage, men den var under renovering og derfor pakket ind i plastik, men man kunne lige få et kig gennem en sprække i plastikken.

Imponerende så den ud med det lange kanonløb til 38 cm granater og angiveligt en skudvidde på 55 km. Det gav mindelser om filmen ”Navarones Kanoner”.

Efter en gåtur i det smukke område kørte vi til færgen, hvor inchekningen forløb uden dramatik, så vi kunne begynde vores hjemtur gennem det danske land efter en fin dykkertur, hvor alt havde fungeret godt med indkøb, selvhusholdning, mad lavet hjemmefra, restemad og godt humør og samarbejde og dykninger og alt muligt – alt med Ole Bros fine tilrettelæggelse af turen.