Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1
3
5
6
7
8
13
14
15
16
17
19
20
21
22
24
26
27
28
29
30

Heldigvis kunne Allan, som han plejer, være med og sejle i forbindelse med to torsdagsdyk i juli måned.

Den gang gik turene til henholdsvis Ven og vraget af ”Anders Martin”, og det er især sidstnævnte tur, dette handler om.

Ven:
Dykket ved Ven var som ofte før på østsiden af øen ud for campingpladsen ved Norreborg. Vi havde et fint dyk her i det kuperede undervandsterræn, og endda med særdeles fin sigt på godt fem meter. Der var som altid meget liv og noget at kigge på. Vandets temperatur var 16 gr.C. Jeg havde lidt for optimistisk valgt at dykke i min våddragt, så blev det desværre en temmelig koldt til sidst, hvor de obligatoriske tre kvarter var ved at være gået. Der var kommet noget overfladestrøm i løbet af dykket, og svømmeturen tilbage til båden gav heldigvis varmen igen. Tilbage i Rungsted lystbådehavn blev aftenen afsluttet med isvafler. Eva købte is til alle seks deltagere, da der ikke var wienerbrød med i turprisen, som der plejer at være.

Anders Martin:
Torsdag ugen efter var vejret fint til vragtur, så vi mødtes otte mand m/k ved slæbestedet i Hundested havn for at sejle ud til vraget af ”Anders Martin”.

Vraget ligger et godt stykke nordpå i retning af Hesselø. Det blev en sejltur på ca. 20 km, og det tog omkring tre kvarter, inden vi var fremme ved vraget. Der var forholdsvis svag vind, dog nogen bølgegang, men der var som DMI havde lovet aftagende vind på vej mod vraget. Ankret blev smidt, og der blev checkket om det holdt; det gjorde det – endda særdeles godt, skulle det senere vise sig.

Vraget, som er ca. 50 meter lang, er en dansk sandpumper, som forliste efter at være at sprunget læk d.10.10.1983. Sandpumperen står ret op på bunden på 23 meter dybde. Dette ifølge Vragguidens sparsomme oplysninger om dette vrag.

Tørdragt:
Man bør jo lære af sin historie, og denne gang var jeg i min fine røde tørdragt. Første gang jeg dykkede på dette vrag var d.24.5.1987 på en klubtur, hvor vi var på kuttertur med Trotyl- Åge og hans båd ”Ternen”.

Da ”Anders Martin” var gået ned nogle få år før, var der ikke så meget begroning på vraget, så man kunne tydeligt se alle konturer og konstruktioner på skibet. Det jeg dog husker allermest fra dykket er imidlertid, hvor hundekoldt dette dyk var i min slidte våddragt. Jeg fik først varmen, da vi var tilbage i havnen! Hvorimod de dykkere, som havde dykket i tørdragt nød solskinnet på tilbagevejen i bar overkrop.

Det var her, at jeg fandt ud af, at det kunne være dejligt at have en tørdragt. Heldigvis fik jeg i løbet af det efterfølgende år mulighed for at anskaffe en tørdragt – en fin blå/grøn Viking tørdragt med opencell-underdragt og tilhørende ”nathue” til at have under latex-hætten. Denne dragt tjente mig godt i omkring tyve år, men så kunne den ikke holde tør længere, og det var tid at se sig om efter en ny.

Jeg har siden ovennævnte mindeværdige dag dykket flere gange på ”Anders Martin”, bl.a. har jeg dykket der sammen med Allan og senere sammen med redaktøren, og begroningen er blevet er mere og mere udpræget, således at vraget i dag er fuldstændig overgroet med især store flotte søanemoner – et virkelig flot skue.

I vandet:
Allan og Gearløs var første hold i van- det, og de kontrollerede, at ankeret holdt – hvad det som nævnt gjorde.

Eva og jeg dykkede som andet hold kort efter, at første hold var gået ned. Vi gik ned langs ankertovet og fik udlignet undervejs indtil vi var lige over vraget og kunne svømme fra tovet ned på agterenden af vraget. Her var der en forholdsvis kraftig og noget generende strøm, så vi holdt os tæt til vraget. Der var en ganske fin sigt på ca. 5 meter, så det var let at overskue vraget.

Udover overgroningen var der en del fisk på vraget bl.a. en del sej og enkelte af dem var temmelig store – vel omkring en meters længde. Der var også et par store berggylt, som boede på vraget, så der var meget at kigge på og at fotografere. Vi fik set en del af vraget - primært midtskibs og lidt nede i lasten. Undervejs rundt på vraget hilste vi lige på førsteholdet, som var på vej op, og senere på Carsten og Jan O., som var kommet ned på vraget.

Et fotogent vrag;
Vraget er særdeles fotogent, så jeg havde valgt at tage vidvinklen på, og fik da også knipset en hel del billeder af både fiskene og søanemonerne.

Nogle af billederne er vist på turudvalgets hjemmeside samt anvendt som illustration til denne artikel.

Efterhånden blev det tid at finde op igen, og vi svømmede hen til ankertovet, som befandt sig midtskibs i styrbord side, og fulgte det op, og vi var tilbage i overfladen efter tre kvarter efter et superflot dyk.
Inden vi fik lov til at komme op i båden igen, skulle sidste hold bestående af Birgit og Troels lige i vandet. Derefter blev pensionist-stigen sænket ned i vandet, så jeg kunne kravle op ad den. Vel oppe i båden sad jeg og var godt tilfreds med min tørdragt, som havde holdt mig varm under hele dykket på vraget selv om vandtemperaturen dernede kun var 12 gr.C.

Hvad har et anker med is at gøre?
Da alle hold var godt oppe igen, var det tid til at sejle tilbage til Hundested. Vi vidste nemlig, at det lokale ishus lukkede kl.21.30, og det var planen at nå det, inden det lukkede.

Der var bare et men – ankeret sad ubehjælpeligt fast og kunne ikke trækkes op! Der blev hevet og slidt i ankertovet, og Allan forsøgte at sejle i forskellige retning bl.a. baglæns, hvilket resulterede i en halvfyldt båd. Intet af alt dette kunne dog frigøre ankret, så vi kunne komme afsted.

En ’frivillig’:
Det blev efterhånden tid til at finde en ”frivillig” til at gå ned og frigøre ankret, og loddet faldt på Jan O., da han havde sit dobbeltsæt med og dermed den fornødne luftkapacitet. Heldigvis havde han overhovedet intet imod at skulle ned på vraget igen.

I løbet af 7 minutter lykkedes det ham at gå ned og hive ankret op fra lastrummet (hvor det under frigørelsesforsøgene var endt og havde kilet sig fast) og samle det og lægge det ud på bundet og komme op igen. Godt klaret. Desværre tabte han sit blybælte i skyndingen med at komme op i båden igen. Det er desværre nærmest umuligt at finde et tabt blybælte igen, specielt da vi nu var fri af vraget, så en eftersøgning blev opgivet.

Mod Hundested:
Så det var afsted mod Hundested havn med Gearløs ved roret under Allans kyndige vejledning. Vandet var efterhånden blevet næsten helt fladt med den aftagende vind, og båden fik en spand kul. Undervejs måtte vi dog erkende, at vi ikke kunne nå frem til ishuset, inden det lukkede - så målet blev i stedet for at nå frem til slæbestedet, inden det blev helt mørkt, og det lykkedes heldigvis.

Godt tilbage i Hundested havn fik vi rigget alt af, båden op af vandet og pakket alt grejet, så vi kunne køre hjemad i retning mod den næsten fulde måne efter en fin dykkertur.