Vinteren 1986-87 var lang og kold. Sunde og bælter frøs til og mindre skibe måtte have isbryderassistance for at sejle gennem Øresund. Unge mennesker vovede sig langt ud på havisen, selvom myndighederne advarede om farerne ved dette. Isen blev liggende til langt hen på foråret og først i starten af april kunne turudvalget arrangere årets første stranddykkertur. Turen gik til Kronborgpynten i Helsingør, et yndet dykkersted hvor man fra kysten kunne dykke ned i den dybe rende, som her lå helt ind til kysten og med strømmen lade sig drive rundt om pynten ved Kronborg Slot. Man kunne dengang køre ud til en lille bugtved den nordre havnemole i Helsingør Havn. Herfra var det nemt at komme i vandet.

Da vi ankom til bugten mellem havnemolen og Kronborgs volde så vi til vores store overraskelse, at bugten var fuld af grødis og at der længere ude drev store isflager forbi. Dykkerlederen var betænkelig ved situationen og mente at vi måtte opgive dykningen i det is-fyldte vand og i stedet tage ind til Brostræde Is i Helsingør og få os en stor isvaffel med en flødebolle i toppen. En mere vovelysten dykker mente godt vi kunne dykke og meldte sig som dykkerleder. Nogle af deltagerne havde købt tørdragter og var ivrige efter at få afprøvet hvor varme de var, så der var flertal for at dykke, nu vi var taget afsted og stod på dykkerstedet.

Vi vadede ud gennem grødisen og fulgte den skrånende havbund ned i dybet. Mod forventning var der ikke nogen nordgående strøm som normalt. På lidt over 20 meters  dybde blev sigten dårlig og det var ret mørkt, så vi svømmede skråt opefter langs bunden. Min makker svømmede forrest og på ca. 8 meters dybde ser jeg ham pludselig forsvinde ud til højre med stor fart. Vi var nu kommet op i et andet vandlag med god sigt og kraftig nordgående strøm. Der var normalt strøm rundt om Kroborgpynten, men vi havde aldrig før oplevet så kraftig en strøm. Med stor fart drev vi henover bunden og i løbet af få minutter var vi forbi pynten, hvor strømmen ikke mere går langs kysten, men ud mod det åbne hav. Strømmen førte os væk fra land, så vi måtte svømme alt hvad vi kunne på tværs af strømmen for at komme ind mod kysten. Da vi kommer ind på lavt vand opdager vi at det ikke kun er grødis der er over os. Der er også store isflager. Vi finder en sprække mellem to isflager og får mast os op mellem dem. Vi måtte bruge alle vores kræfter for at skubbe isflagerne fra hinanden så vi kunne komme op og stå og vade i land. Trætte og forpustede kom vi ind til stranden efter en dykning som gik anderledes end vi havde tænkt os.

I dag er hele området omkring Kronborg og det tidligere Helsingør Værft omlagt og nogle af de gamle volde rundt om slottet er genetableret. Det er derfor ikke mere muligt at køre ud til den lille bugt ved havnemolen. Efter nogle uheldige episoder med sportsdykkere som kom op midt i havneindløbet foran færgerne er der desuden indført dykkerforbud i området. Vi brugte førhen stedet når eleverne skulle aflægge dybdeprøven. Det er desværre ikke mere muligt.

På fotoet ses El-Poul i sin nye tørdragt.

Skrevet af: Flemming Haue Stidsen

Kategori: Klubhistorie

Publiceret: 1. august 2023

Visninger: 1892

Den tragiske beretning om Dyk-Et’s forlis.

1980’erne blev efterfølgende kaldt ”fattig-firserne”, da det var et årti med økonomisk krise, inflation, høje renter og stor arbejdsløshed, som især ramte de unge. En ung mand var blevet fyret fra sit job og oven i dette var kæresten skredet. Nu skulle han bare væk fra det hele og til dette formål ”lånte” han Dyk-Et, som lå i Svanemøllehavnen. Det lykkedes ham at få startet motoren og sejle båden ud af havnen og sætte kursen sydpå mod Tyskland. Så langt kom han ikke. En kold dag i begyndelsen af januar 1987 observerede nogle fiskere fra Dragør Dyk-Et drivende for vejr og vind med motorstop ved Drogden i det sydlige Øresund. Ombord var en ung mand i en forkommen og nedtrykt tilstand. Dyk-Et blev bugseret ind til Dragør og fortøjet midlertidigt til molen i yderhavnen.

Weekenden efter tog nogle klubmedlemmer ud til Dragør for at sejle Dyk-Et hjem til sin faste plads i Svanemøllehavnen. Indtil nytår havde vejret været ret mildt, men i det nye år slog vinden over i øst og iskolde vinde fra Rusland fejede ind over landet, så Øresund begyndte at fryse til. Turen ud af havnen gik nemt nok. Her havde Dragør-Limhamn færgen brudt isen op, men da vi satte kursen nordpå op gennem Kongedybet blev isen tættere og mere massiv. Dyk-Et var i vandlinjen beklædt med kobberplader, så den kunne godt sejle i isfyldt farvand uden at skarpe isflager skar sig ind i skroget. Båden havde imidlertid ikke motorkraft nok til at presse sig gennem den stadig tykkere is. Det endte med at vi sad fast i isen. Med motoren for fuld kraft bak lykkedes det os at komme fri og vi måtte sejle tilbage til Dragør og fortøje båden til ydermolen.

Om mandagen ringede havnefogeden til formanden og anbefalede ham at tilse båden, da han syntes den lå ret dybt i vandet. Om aftenen tog nogle medlemmer ud til Dyk-Et og kunne konstatere at båden var ved at synke. Det lykkedes ikke at få startet motoren og derved få lænsepumpen i gang og i stedet måtte man redde så meget som muligt af udstyr og andre genstande op på kajen inden båden sank.

Næste weekend tog nogle af klubbens tørdragt-dykkere ud til Dragør for at dykke på vraget. Der blæste en stiv kuling fra øst og det frøs minus 16.grader. Dykkerne kunne nu fuldt lovligt plyndre vraget for værdifulde effekter, da det jo var vores eget vrag. Rattet og navneskiltet blev bjærget og hænger nu i klubben. Det viste sig at isen havde presset båden ind mod stensætningen, så en planke i yderbeklædningen var trykket ind og vandet derved kunne løbe ind i båden.

Havnefogeden krævede vraget fjernet hvilket ikke var muligt, da havnen nu var frosset helt til. Vi havde ikke mulighed for selv at bjærge Dyk-Et, så den blev solgt til en bådebygger for 5000 kr. mod at køberen hævede og fjernede båden. Bjærgningen blev dyrere end beregnet og klubben måtte give et tilskud for at få båden hævet. Hvad der senere blev af Dyk-Et vides ikke. Måske sejler den stadig rundt et sted i landet.

Vi havde Dyk-Et i 10 år og var på mange gode dykkerture med båden. Havde vi vidst hvor meget arbejde der var med at vedligeholde en gammel træbåd så er jeg ikke sikker på at vi havde købt den. En epoke i klubbens historie var nu slut og vi måtte se os om efter nye muligheder for at komme på dykkerture.

F.Stidsen

Skrevet af: Flemming Haue Stidsen

Kategori: Klubhistorie

Publiceret: 6. februar 2023

Visninger: 4331