man tir ons tor fre lør søn
2
4
5
6
7
12
13
14
16
19
20
21
23
25
26
27
28
29
30
31

Den tragiske beretning om Dyk-Et’s forlis.

1980’erne blev efterfølgende kaldt ”fattig-firserne”, da det var et årti med økonomisk krise, inflation, høje renter og stor arbejdsløshed, som især ramte de unge. En ung mand var blevet fyret fra sit job og oven i dette var kæresten skredet. Nu skulle han bare væk fra det hele og til dette formål ”lånte” han Dyk-Et, som lå i Svanemøllehavnen. Det lykkedes ham at få startet motoren og sejle båden ud af havnen og sætte kursen sydpå mod Tyskland. Så langt kom han ikke. En kold dag i begyndelsen af januar 1987 observerede nogle fiskere fra Dragør Dyk-Et drivende for vejr og vind med motorstop ved Drogden i det sydlige Øresund. Ombord var en ung mand i en forkommen og nedtrykt tilstand. Dyk-Et blev bugseret ind til Dragør og fortøjet midlertidigt til molen i yderhavnen.

Weekenden efter tog nogle klubmedlemmer ud til Dragør for at sejle Dyk-Et hjem til sin faste plads i Svanemøllehavnen. Indtil nytår havde vejret været ret mildt, men i det nye år slog vinden over i øst og iskolde vinde fra Rusland fejede ind over landet, så Øresund begyndte at fryse til. Turen ud af havnen gik nemt nok. Her havde Dragør-Limhamn færgen brudt isen op, men da vi satte kursen nordpå op gennem Kongedybet blev isen tættere og mere massiv. Dyk-Et var i vandlinjen beklædt med kobberplader, så den kunne godt sejle i isfyldt farvand uden at skarpe isflager skar sig ind i skroget. Båden havde imidlertid ikke motorkraft nok til at presse sig gennem den stadig tykkere is. Det endte med at vi sad fast i isen. Med motoren for fuld kraft bak lykkedes det os at komme fri og vi måtte sejle tilbage til Dragør og fortøje båden til ydermolen.

Om mandagen ringede havnefogeden til formanden og anbefalede ham at tilse båden, da han syntes den lå ret dybt i vandet. Om aftenen tog nogle medlemmer ud til Dyk-Et og kunne konstatere at båden var ved at synke. Det lykkedes ikke at få startet motoren og derved få lænsepumpen i gang og i stedet måtte man redde så meget som muligt af udstyr og andre genstande op på kajen inden båden sank.

Næste weekend tog nogle af klubbens tørdragt-dykkere ud til Dragør for at dykke på vraget. Der blæste en stiv kuling fra øst og det frøs minus 16.grader. Dykkerne kunne nu fuldt lovligt plyndre vraget for værdifulde effekter, da det jo var vores eget vrag. Rattet og navneskiltet blev bjærget og hænger nu i klubben. Det viste sig at isen havde presset båden ind mod stensætningen, så en planke i yderbeklædningen var trykket ind og vandet derved kunne løbe ind i båden.

Havnefogeden krævede vraget fjernet hvilket ikke var muligt, da havnen nu var frosset helt til. Vi havde ikke mulighed for selv at bjærge Dyk-Et, så den blev solgt til en bådebygger for 5000 kr. mod at køberen hævede og fjernede båden. Bjærgningen blev dyrere end beregnet og klubben måtte give et tilskud for at få båden hævet. Hvad der senere blev af Dyk-Et vides ikke. Måske sejler den stadig rundt et sted i landet.

Vi havde Dyk-Et i 10 år og var på mange gode dykkerture med båden. Havde vi vidst hvor meget arbejde der var med at vedligeholde en gammel træbåd så er jeg ikke sikker på at vi havde købt den. En epoke i klubbens historie var nu slut og vi måtte se os om efter nye muligheder for at komme på dykkerture.

F.Stidsen