Siden er under ombygning, så ting vil flytte rundt i den kommende tid. Turkalenderen vil dog altid være aktiv.

Da klubben blev stiftet i 1972 var ægteskabet ved at gå af mode. Efter ungdomsoprøret i 1968 blev det at gifte sig betragtet som et småborgerligt fænomen, som den progressive ungdom tog afstand fra.

I stedet levede man i papirløse forhold eller på polsk, som ældre medborgere kaldte det. Vistnok fordi de polske roearbejdere på Lolland havde svært ved at blive gift, da katolske præster var en mangelvare på de kanter.

I 1980`erne ændrede holdningen sig. Individualismen trængte frem og det blev atter acceptabelt at gifte sig. Havde man penge skulle der holdes et stort kirkebryllup med mange gæster og hvor der ikke blev sparet på noget.

Et giftermål:
En af klubbens medlemmer skulle giftes med en ung dame af det bedre borgerskab i Nordsjælland og havde ladet falde en bemærkning herom i klubben.

Vi var ikke som sådan inviteret med til festen, men besluttede os for at lave en tur ud af det og møde op foran kirken.

Sejltur til Rungsted:
Så en tidlig morgen i juli mødtes vi i Svanemøllehavnen hvor klubbåden
”Dyk-Et” lå og stævnede ud på Øresund med kurs mod Rungsted Havn. Vejret var pænt så vi kunne nyde sejlturen op langs kysten uden at det gyngede alt for meget. ”Dyk-Et” var ikke nogen søstærk båd og sejlede bedst når vinden var svag. Der var som sædvanlig medbragt flere kasser øl, så vi ikke skulle tørste undervejs.

Da vi efter nogle timers sejlads kom op til Rungsted Havn, var der ikke en eneste ledig kajplads. Vi måtte lægge os på ydersiden af en meget stor og sikkert meget dyr lystyacht.

En fender:
Bådejeren stod oppe på det fine teakdæk og iagttog os med en vis skepsis da vi fortøjede til hans yacht. ”Dyk-Et”s fendere, der bestod af gamle, brugte bildæk gnubbede sig mod lystyachtens rene, hvide sider, hvilket ikke var noget der behagede bådejeren. Her i Rungsted Havn brugte man ikke gamle bildæk som fendere, men derimod hvide, luftfyldte plastfendere, købt i den lokale skibsproviantering for et større beløb.

At anvende gamle, snavsede lavprisdæk, som lavede sorte mærker på ens båd var ikke velset. Havde det så været kvalitetsdæk fra en Mercedes eller Audi så kunne det gå an i nødstilfælde.
Lidt efter entrede vi hans yacht iklædt våddragter og bevæbnet med harpuner. Dette fik bådejeren til skyndsomt at fortrække til kahytten, hvor han sikkert har låst døren. Man vidste jo aldrig hvad sådan en flok plebejere, som sejlede rundt i en mærkeligt udseende båd med gamle bildæk som fendere kunne finde på. Og så var de tilmed bevæbnede!

Et espalier:
Vi forlod dog hurtigt lystyachten og gik den korte vej fra havnen op til Rungsted Kirke. Her dannede vi espalier med hævede harpuner foran kirken, da brudeparret kom ud efter vielsen.

En tilbagetur:
Tilbage på ”Dyk-Et” blev der åbnet nogle øl og vi diskuterede om vi på hjemturen skulle stoppe på Tårbæk Rev og fange nogle ål, nu hvor vi havde harpunerne med.

Så vidt jeg husker blev det ikke til noget. Vi drak i stedet nogle flere øl og nød det gode vejr, mens vi sejlede tilbage mod Svanemøllehavnen efter vores udflugt til Whiskybæltet.