Siden er under ombygning, så ting vil flytte rundt i den kommende tid. Turkalenderen vil dog altid være aktiv.

I starten af februar var vi et hold bestående af Eva, Birgit, Lars, Stidsen, Jan O. og mig selv, som var på en fjortendages dykkerferie til den lille ø Malapasqua i Filippinerne.

Flere af os havde mundbind med i rygsækken, men det syntes ikke, som om det var nødvendigt at bruge dem, selvom vi så en del personer med mundbind i lufthavnene og enkelte på flyene.

Da vi efter 24 timers forsinkelse i Dubai og en overnatning på Cebu endelig nåede frem til havnen, hvorfra vi skulle sejle over til Malapasqua, skulle vi alle have målt pandetemperaturen, inden vi fik lov til at gå ombord på bankaen. Vi lå alle på omkring 36,6 grader Celsius, så efter kort tid var vi endelig på vej på den sidste strækning over til ”vores dykker ø”.

Vi havde en fin og hyggelig tur med masser af dykning og god mad og drikke og happy hour på det velfungerende Malapasqua Exotic Island Dive Resort. Dykningen og resortet er beskrevet i ”Sportsdykkeren” for et par numre siden. Det er det samme dykkercenter, som Kingfish benytter sig af på øen.

Det var dog Eva, som med vanlig sikker hånd havde arrangeret hele turen.

Corona spøger også her:

Den første uge var der kun halv belægning på resortet; det forlød at et større selvskab kinesiske dykkere ikke var nået frem, da Filippinerne havde lukket grænsen helt for kinesere pga coronaen. Den anden uge var resortet fyldt op bl.a. af et større selskab dykkere fra Thailand.

Dykningen generelt

Det var mest klipper med koraller, hårde og bløde, vi så på vore dyk og ikke egentlige koralrev. Der var et utal af forskellige koraltyper og farver. Mange steder var der forskellige dyr, som levede på korallerne f.eks. store mængder af søfjer i mange farver. Derudover var der masser af andet at se på, hvad der også vil fremgå af det efterfølgende.

Vandets temperatur var mellem 25 og 27 grader celsius lidt efter dybde- og strømforhold. Sigten varierede tilsvarende generelt mellem 10 og 15 meter. Bedste forhold var der ved den fjerntliggende bountyø Calanggaman. Her var vandtemperaturen 28 grader celsius og sigten var oppe på ca. 25 meter. Her var specielt fine forhold med vægdykning og bl.a. store flotte koralbuske.

Der var generelt ikke meget strøm ud over på enkelte dyk. Der var nogen bølgegang – mere eller mindre.

Jeg havde min 3 mm dragt på, hætte og støvler, og det var fint til alle dykkene.

Bankaer:

De lokale både, som kaldes bankaer, er meget velegnede til dykning pga deres gode stabilitet selv med nogen bølgegang. Alle bankaer er forsynet med udliggere til begge sider, så på tværs er der ikke så meget bevægelse. Udliggerne er lavet af træbjælker og bambusstænger, som er surret sammen med plastsnor.

De har et temmelig stor åbent dæk, og langs siderne er der bænke beregnet til dykkerflasker og dykkere.

Man hopper i vandet fra stævnen godt hjulpet af besætningen. I begge sider af bådene er der stiger, som sænkes ned under udliggerne, hvor der er plads til dykkerne, så man kan komme op i båden igen. Her er desuden faste liner ophængt, som man kan holde fast i, mens man ligger og venter på sin tur.

Finnerne aftages inden opstigningen ad stigen, og også her hjælper besætningen godt til.

Vejret:

Vejret var ikke så roligt, som vi havde forventet på denne årstid, og til tider var der lidt hård sø. Dette klarede bankaerne for det meste fint. Dog var der én dag, hvor vi havde en længere sejllads til bountyøen Calanggaman, hvor vi havde to fine dyk og en hyggelig barbecue. 

Efter det andet dyk var det blæst temmelig meget op, og vi havde ca. halvanden times sejllads tilbage til Malapasqua mod bølger og vind. Her fik båden en del tæsk og vandet stod hele tiden ind over båden fra stævnen, og efterfølgende så det ud til, at der var del reparationer, som skulle foretages på båden.  Sidst på vores ferie var der faktisk en del bankaer, som var taget ud af drift og skulle en tur på ”værft”.

Dykning med miss Sophie

Jeg havde valgt at dykke med en 12 liter flaske p.g.a. vægten, der gør den er nemmere at håndtere flasken på en gyngende dykkerbåd. Det viste sig hurtigt, at jeg brugte lidt mere luft end de øvrige deltagere med mit store kamera. Jeg fik derfor lidt kortere dykkertid end de øvrige, specielt da vores dykkerguide mente, at når man havde nået 50 bar, så var det tid at stige om – og det kan der jo selvfølgelig  være noget om.

Det er så her, at miss Sophie kommer ind i billedet. Hun var en ret nyuddannet divemaster, så vi havde to af slagsen med på vores dyk. Noel førte an og Sophie tog sig af bagtroppen (d.v.s. mig). Første gang jeg signalerede til Noel, at jeg var på 50 bar, gav han tegn til, at jeg skulle stige op sammen med Sophie.

Resten af gruppen kom så op en 5-10 minutter senere. Egentlig var jeg makker med Stidsen, men efter den første forvirring signalerede jeg blot til ham, at jeg steg op sammen med miss Sophie, når dykket var ved at være slut.

Det fungerede egentlig ret godt, og det havde den store fordel, at vi udgik trængslen under udlæggerbommene, når vi skulle op i båden. Det havde også den fordel, at jeg med god samvittighed kunne ligge lidt fra gruppen og fotografere. Så jeg var taknemmelig for denne specielle service.

Biodiversitet

Filippinerne og omegn er kendt for den store biodiversitet, som findes dér. Der var virkelig meget at kigge på og især med makroøjne.

På et af de allerførste dyk så vi selvlysende søanemoner, som stod og lyste op som små fyrtårne i et område, som ellers var temmelig mørkt pga dårlig sigt og overskyet himmel. Efterfølgende så vi flere af disse selvlysende søanemoner; oven i købet i forskellige farver- orange, lilla og hvidlig alle med et grønligt lys i midten. Et flot syn.

Vi så flere gange søheste, for vores guide var dygtig til at spotte dem mellem bevoksninger og begroninger. Der var både gule, hvide, sorte og brune søheste, det var ret imponerende at se.

Hvis der noget dyr, som har makrofotografernes bevågenhed, så er det de små nøgensnegle, som er ret fantastiske skabninger. Der findes en del forskellige nøgensnegle ved Filippinerne og nogle er forholdsvis store. Her var vores guide igen skrap til at spotte dem. Vi så derfor en del forskellige og flot farvede nøgensnegle samt nogle af deres kunstfærdigt oprullede nøgensnegleæg f.eks. i skrigende lyserødt.

En meget speciel fisk, som jeg tidligere har set i Filippinerne er ”little dragonfish”, som hører til noget så eksotisk som seamoths (sømøl). Man tror det er løgn første gang, man ser den: det er en mellemting mellem en kylling og en tangnål! Ret vildt! Den må være et stadie i udviklingen af fisk til fugle… eller hvad ved jeg?

Gato Island

Det tog en god times tid at sejle ud til denne ø, som blot er en klippeknold, og den var virkelig et besøg værd. Jeg havde valgt makroudstyret, da der angiveligt skulle være et rigt makroliv ved øen – og det var der også, alt hvad man kunne begære som makrofotograf.

På tværs af øen var der under vandet en tunnel på ca. 75 meters længde fra indgang til udgang. Den svømmede vi selvfølgelig igennem. Der var masser af koraller og alt muligt småkravl. Men der var også andet: første gang tunnelen undervejs udvidede sig lidt, kom der nemlig en stor hvidtippet revhaj svømmende for at kigge lidt på mig og mit makroudstyr, som om den ville sige: hej, hvad laver du her med det makroudstyr, når det mig du skal fotografere? Og den havde selvfølgelig ret! J

Jeg har prøvet det før, og det er ret frustrerende, men man har jo valgt udstyr inden man tager afsted – so that´s life! Det viste sig, at der ikke bare var én men tre af disse hajer, som holdt til i tunnelen, og som på ingen måde lod sig påvirke af dykkerne som svømmede rundt dér.

På det andet dyk, som vi også havde ved denne ø, så jeg endnu en stor hvidtippet revhaj. Denne gang lå den under en stor klippeknold langt inden og hvilede sig. Jeg tænkte, at dette var min chance for at få et hajbillede med hjem herfra, selvom det kun kunne blive et lille udsnit af f.eks. øjnene.

Altså begyndte jeg at mave mig ind under klippeknolden mod hajen, som var ret ligeglad med mig. Da jeg ikke kunne komme længere ind, forsøgte jeg at fotografere, men kameraets autofokus ville ikke slå, da der var temmelig mørkt og uden kontraster. Så efter et stykke tid opgav jeg, og mavede mig baglæns ud igen. Men jeg prøvede da alt, hvad jeg kunne, for at få et hajbillede.

Lars, Jan O. og jeg selv ville gerne ud til denne ø igen som ekstra dyk for at se nærmere på tunnelen og selvfølgelig fotografere hajerne. Desværre var vejrguderne ikke med os, og vi kunne ikke komme derud – selvom vidvinklen var pakket og klar til optagelse. I stedet foreslog vores dykkerguide, at vi tog et dyk nordvest for Malapasqua, hvor der skulle være nogenlunde læ for vinden.

Bugtong Bato

Det blev til dykkerstedet Bugtong Bato. Navnet lyder ret eksotisk, men vores dykkerguide Noel betroede mig, at det blot betød ”endnu en klippe” – så en skælm med sans for humor har fundet på navnet.

Der var nu ikke så meget læ, så båden hoppede op og ned, men man kan jo altid komme i vandet med et stort plask. Vi skulle foretage en hurtig neddykning, men jeg havde lidt problemer med det højre øre, så det gik temmelig langsomt at komme ned. Da der var en kraftig strøm landede vi ikke på klippen, men et stykke væk på sandbunden på 30 meters dybde, og herfra svømmede vi 10 -15 minutter på dybden mod den kraftige strøm for at komme hen til ”endnu en klippe”.

Det sidste stykke derhen foregik med en kombination af svømning og hiven sig frem ved at holde fast i, hvad der nu var på bunden, hvilket ikke ligefrem var en nem opgave med mit store kamera.

Det lykkedes at komme frem til klippen og komme i nogenlunde strømlæ, og dér måtte jeg konstatere, at jeg havde brugt 100 bar på den 15 liter flaske, jeg har valgt at tage med for at kunne følge med de andre, da Sophie ikke deltog i dette dyk.

Inden dykket havde jeg aftalt med Jan O., at jeg kunne få lidt luft under vejs fra hans DIR-slange undervejs, hvis det blev nødvendigt. Det var også lykkedes Jan O. at komme hen til klippens strømlæ, så jeg svømmede hen og foreslog ham, at jeg fik lidt luft fra hans flaske. Det var OK, så jeg fik lige otte minutters ”gratis” luft. Det var lidt besværligt at finde ud af, hvilken stilling hans oktopus skulle have, og hvordan vi undgik at blive trukket væk fra hinanden i strømmen. Men det lykkedes fint til sidst, hvor slangen stak ud til venstre og Jan svømmede lidt bag og oven over mig og holdt i min flaskeventil.

Vi fik kigget på klipperne og de fine bløde koraller i mange farver. Derudover så vi bl.a. en stor tornekronesøstjerne og et par flotte røde dragefisk. Under uddykningen kom vi op på toppen af klippen, og her lå alle de bløde koraller vandret p.g.a. den kraftige strøm.

Underlig computer opførsel:

Min ZOOP viste 4 minutter, da jeg kom op på sikkerhedstoppet, og det overholdt jeg selvom jeg måske lå lige dybt nok. Men da jeg begyndte at stige op, da tiden var ved at være gået, så skiftede computeren til 3 minutter deko, hvilket var temmelig overraskende.

Jeg gjorde tegn til de øvrige, at jeg tog 3 minutter til, og dykkerguiden kom ned og gav mig noget luft, indtil jeg selv kunne dykke ud på min egen regulator.

Jeg har gennemgået min dykkerprofil hjemme på min pc, og jeg har ikke været i nærheden af at gå i deko under dykket, så jeg kan ikke gennemskue, hvorfor ZOOP´en ”opførte” sig som beskrevet. Jeg har efterfølgende hørt at andre har oplevet noget lignende, så måske ligger der noget utilsigtet i en eller andet algoritme i computeren?

Thresher sharks

Noget helt specielt for Malapasqua er, at man her har mulighed for at se de noget sky, men meget elegante rævehajer eller på engelsk thresher sharks.

Det engelske navn betyder på dansk tærskehaj, og det giver mening, hvis man ser en video af, hvordan hajerne fanger deres bytte.

Hajerne nærmer sig forsigtigt en stime fisk og pludselig får en fisk et slag med den lange hale, hvorved den besvimer, og derefter snupper hajen fisken og spiser den. Halens længde er ca. lige så lang som selve kroppen, så det er en ordentlig øretæve, sådan haj kan give.

Disse thresher sharks skulle findes overalt i verdenshavene, men ses sjældent. Ved Malapasqua findes imidlertid et undervandplateau ved navn Monad Shoal, hvor hajerne regelmæssigt besøger en cleaning station for at få renset tænder, gæller m.v. Plateauet findes på ca. 20 – 25 meters dybde og siderne dropper ned til 250 meter, så den store dybde er nok også medvirkende til at hajerne findes netop her.

Der er stor sandsynlighed for at se hajerne, når de besøger Monad Shoal, hvilket sker meget tidligt på dagen. Derfor starter bådturene til dette dykkersted også lige efter solen er stået op klokken seks. Turen derud tager ca. en halv time fra dykkercentret. Når man kommer derud skal man ikke forbavses over, at andre har fået samme idé; vi var derude to gange, og hver gang lå der 12 – 14 andre bankaer med dykkere - så det big business dette her.

På Monad Shoal har hvert dykkercenter din egen faste bøje, og endvidere er der spændt liner ud mellem betonklodser nede på selve plateauet, hvor dykkerne kan ligge og holde fast og stirre ned i dybet for at få øje på hajerne.

Efter vi havde ligget et stykke tid på linerne uden at se hajer gav vores guide, Noel, tegn til at vi skulle skifte position, og her fik vi lejlighed til at se flere temmelig store hajer – de var vel tre meter lange.

Ned i mørket:

Det var en ret speciel fornemmelse at lige og stirre ned i det mørke og noget grumsede vand vel vidende at det bare går dernedad, mens man ventede på en haj eller flere skulle dukke op. Ind imellem pegede Noel og man kunne fornemme en mørk skygge i mørket og flere gange kom der også en haj eller to ud af tågerne og svømmede rundt og kiggede på os – det var en temmelig spooky men stor oplevelse.

Dette dyk var nok det mest specielt på hele turen. Lars, Jan O. og jeg selv tog et ekstra dyk på Monad Shoal og fik også her set flere thresher sharks. På det ekstra dyk, hvor jeg også brugte en 15 liter flaske, tog Jan O. og jeg lige en gang ekstra omgang makkerånding for at få helt styr på DIR-slangen. Det gik fint, og da der ikke var meget strøm, kunne vi sagtens svømme ved siden af hinanden. 

Da jeg overtog Jans´ oktopus havde han 60 bar tilbage - og det havde jeg egentlig også - så da jeg havde konstateret at det fungerede fint, fik han sin oktopus tilbage med tak for lån.

En dum ting på dette dyk var, at jeg ikke havde fået spændt BCD´en tæt til kroppen, hvilket bevirkede, at da jeg hoppede i vandet kunne flasken bevæge sig, og den gav mig et slag i den nederste del af ryggen.

Jeg glemte det helt under dykket, men da jeg kom op igen, kunne jeg mærke, at der var en stor hævelse, hvor flasken havde ramt, og efterfølgende kom der et stort blåt mærke. Så resten af dagen var jeg en flittig gæst i baren – får at hente isterninger i en pose til at komme på hævelsen (det hjalp heldigvis).

Hjem igen

Tiden løber nogen gange alt for hurtigt, så efter en fin dykkerferie og for mit vedkommende med 14 spændende dyk i bagagen, var vi allerede på vej hjem igen fra en tur med godt kammeratskab og gode oplevelser.

Ugen efter hjemkomsten skulle jeg til Lillebælt på Dansk Nøgensnegle Weekend 2020 sammen med den gamle redaktør, men det er en helt anden historie.

… og ugen efter blev tiden nærmest sat i stå pga corona-pandemien. Så vi kom heldigvis hjem i tide. Fjorten dage efter vores hjemkomst var der, mig bekendt, ingen af rejsedeltagerne, som havde fået symptomer på corona i udbrud som efterveer fra rejsen.