Inden vi tog af sted hørte rejseholdet i samlet flok det foredrag, som Kingfish afholdt en uges tid inden afrejsen. Her var hovedbudskabet klart: man tager til Truk for at vragdykke ellers anbefales det at finde et andet sted!
Jeg kan kun sige, at vi fik vores vragly- ster styret, og at det var en fed og kon- centreret og meget lærerigt oplevelse. Husk nu også at læse den artikel, som Gearløs har skrevet til bladet om turen til vragene i Truk Lagoon, og som giver et godt indblik i selve turen og dens indhold.
Her vil jeg især fortælle om, hvordan vi afviklede vores vragdyk.
Man har som bekendt en mening til man får en ny, som en vis politiker engang sagde. Dette gælder især for os fire, som tog til Truk for at se på japanervragene, som jo ligger på verdens top-ti listen over fantastiske dykkersteder. Det vil sige for de tre af os, fordi Lars havde i sin visdom gennemskuet det hele på forhånd! Vi ville, som når vi fotodykker i Rødehavet, ikke dykke så dybt - i hvert fald ikke over 30 meter. Vi ville kun lige kigge lidt ind i vragene, og vi ville slet ikke tænke på at foretage deko-dyk. Lars sagde fra starten, at det troede han ikke vi kunne overholde, og han havde ganske ret.
Robert, den ene af vores dykkerguider, er en meget erfaren huledykker fra Florida, så der var noget at leve op til for os. Både han og hans kone, Cindy, var i øvrigt begge veluddannede tek-dykkere; så det var velkvalificerede folk, som skulle guide os gennem de mange vrag.
Ved den indledende briefing fortalte Cindy, at de havde haft besøg af nogle videnskabsfolk, og at disse havde foretaget en masse målinger på forskellige dykkere, som dykkede på vragene over en periode. De havde bl.a. udstyr til at måle mikrobobler i blodet for at få et indblik i afgasningens forløb specielt i forbindelse med anvendelse af dybe stop under uddykningen.
Deres konklusion var klar:
Dybe stop hjælper virkelig og fremskynder afgas- ningen. Robert og Cindy havde derfor bestemt sig til, at alle som dykkede med deres dykkercenter skulle dykke ud efter den nedennævnte model lige meget om computeren sagde, at det kunne gøres hurtigere.
Truk Lagoon Dive Centers standardud- dykning for rekreativ dykning:
stop på 18 meter i 2 minutter
stop på 9 meter i 3 minutter
stop på 5 meter i 10 minutter
Dette var altså opskriften, der skulle overholdes. Som sikkerhed blev der ved hvert dyk 5 meter under dykkerbåden ophængt en 12 liters flaske med to auto- mater på, så man altid kunne blive nede til standarduddykningen var gennemført.
På det første dyk var jeg godt nede med luft efter at have ligget et par minutter på 5 meter, men så var det jo bare at svømme over til deko-flasken og afslutte dykket dér. Oppe i båden blev jeg belært af Robert om, at flasken var til en nødsituation og ikke til en behagelig forlængelse af dykkertiden. Som han sagde til os, så var det ikke en option at løbe tør for luft, hvilket vel er meget forståeligt med hans baggrund som hu- ledykker. Det var ellers ærgerligt, da jeg var den på holdet, som havde det største luftforbrug!
Det gik derefter også fint med at stige op i tide, bortset fra et enkelt dyk, hvor vi var nede i lastrum og maskinrum på det gode skib Fujikawa Maru (læs lige, hvad Gearløs skriver om det dyk).
Her måtte jeg lige have lidt luft fra Eva på 5 meter stoppet, men hun har jo altid masser af luft tilbage, også selvom hun som den eneste af os dykkede med 12 liter flaske. Gearløs, Lars og jeg selv tilkøbte 15 liters flasker, og desuden valgte vi alle at dykke med Nitrox tilpasset dybden, så vi kunne få mest mulig tid på vragene.
Dykkercentret valgte de vrag, vi skulle dykke på nogenlunde efter vort ønske om at holde os inden for ca. 30 meters dybde, vore evner og flaskekapaciteten. Typisk var dækket for vraget omkring 20-25 meter og sandbunden omkring 30-35 meter. Med den gode sigt på 25-30 meter og ingen strøm var det at dykke ned til dækket en stille og rolig oplevel- se og med et udgangsniveau her, var det jo egentlig ikke noget særlig at skulle dykke videre ned i lastrum m.v.
Kort sagt, vi vænnede os ret hurtigt til forholdene. Det var allerede på andendagens første, at Robert under briefingen i dykkerbåden viste en tegning af vraget og forklarede at vi skulle dykke ned til bunden på 32 meter og dér dykke ind i vraget via et stort topedohul i skibssiden, besigtige maskinrummet og derefter stige op gennem vraget til dæk- ket.
Jeg fik brugt lidt rigelig med tid på dækket til afprøvning af mit nye blitzsy- stem koblet op med lyslederkabler. Det fungerede fint, men da jeg ankom sidst til bunden ud for topedohullet, hvor de andre var på vej ind, var det bare at tænde min nye lygte (lidt af et ”bål” må jeg sige købt på udsalg hos Kingfish) og så følge efter som sidste mand. Det funge- rede fint, også på dagens andet dyk, hvor vi også fik en tur ned i maskinrum og lasten. Det var vist dykning nok for den dag! Og begejstringen ville ingen ende tage, da vi kom i land og fik lukket en øl op.
Dykkerlygte druknede:
Desværre druknede min nye lygte på turens femte dyk, så derfor jeg fik ikke alle turene inde i vragene med. Selvom jeg havde focuslyset på min flash som backup lys – den lyser ikke så kraftigt, nærmest som en ”nefa-blænder” - måtte jeg lægge lidt bånd på mig selv. Det skal oplyses, at jeg vel hjemme igen fik en ny lygte hos Kingfish, som oplyste at lygterne havde en noget uheldig kon- struktion. Der er ingen pakning bag glasset, og krandsen, som holder glas- set, er ikke ordenligt strammet. De hav- de derfor fået fremstillet et specialværk- tøj til at stramme krandsen med, så den kunne holde tæt (det kan den forhåbent- lig fremover!). Hvis du har købt en Magicshine lygte på udsalget hos Kingfish, kan det anbefales at lægge vejen forbi og få strammet krandsen inden du tager den med i vandet.
Næste dag skulle vi lige ned på 41 meter i et lastrum med trucks, og det var jo egentlig ikke noget særlig, specielt da man kunne se lys langt oppe hele tiden. Og næste dag lige ned på 38 meter i et andet lastrum og se på gasmasker og minitanks. Som fed efterrationalisering kan vel siges, at vi i store træk over- holdt vores egen begrænsning på 30 meter på nær de 2 ovennævnte dyk. Dette gav os ingen problemer med ni- trogenforgiftning. Hvis nogen af os fo- rekommer mærkelige, så skal årsagen nok søges andetsteds f.eks. lige under håret!
Deko-dykning På de fleste dykkercentre må man ikke dykke deko-dyk, da man til enhver tid skal kunne gå direkte til overfladen f.eks. i en tom for luft situation. Dette plejer vi at overholde, og man har jo sin dykkercomputer til at holde regnskab for én. Det gik op for mig på et tids- punkt, at vi faktisk havde pålagt os selv ikke at måtte gå direkte til overfladen som om vi dykkede deko-dykning ved at følge dykkercentrets standard uddykning. Så hvorfor ikke udnytte dette fuldt ud og anvende egentlig deko- dykning, så der kunne blive lidt mere tid nede i de dybe lastrum. Så det gjorde vi. De gange min computer gik i deko, tog jeg nogle ekstra minutter ud over de 10 minutter på 5 meter stoppet selvom jeg i henhold til min computer var kom- met ud af deko.
Maksimal dykkertid på vragene:
Det fungerede fint, og jeg har efterføl- gende studeret dykkerprofilerne på min pc derhjemme. De har alle været fine, og jeg er kommet ud af deko ret hurtigt med standarduddykningen. Faktisk kan man sige, at det i virkeligheden var luft- kapaciteten, som satte begrænsningerne på dykkene, blot man sørgede for at have en 40-50 bar tilbage til gennemfø- relse af uddykningen. Dette gjorde sig gældende for både det første og det andet dyk på dagen. Vi havde en mellemtid på ca. 1,5 time, inden vi tog andet dyk. Vi fik således den maksimale dyk- kertid på vragene ved at anvende deko-dykning på en forsvarlig måde samt selvfølgelig ved anvendelse af nitroxen, som jo netop giver længere bundtider i forhold til almindelig luft.
I denne forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på de mange fine kutterture vi før i tiden havde i klubben. Vi dykkede efter tabel og sad parate til at tage andet dyk, så snart mellemtiden havde passeret f.eks. 1 time og 41 mi- nutter og mætningsgruppen var faldet et par trin, var man klar til at dykke igen evt. med en mindre deko på f.eks. 5 minutter for at få en rimelig bundtid. Vel egentlig samme princip.
Inde i vragene:
Til sidst må man nok sige, at vi villigt lod os lokke til at dykke længere ind i vragene end vel egentlig var klogt; ja, måske var det ligefremt dumdristigt.
Dette gælder først og fremmest neddyk- ning i maskinrum ad smalle lejdere og gange; vejen ud var opad måske forbi forhindringer som vi ikke selv havde styr på. Besøgene i styrehuse og galleri- er m.v., hvor der var mange åbninger ud til det fri, var uproblematiske, da man altid kunne finde vej ud.
Vores huledykkende guide indgød imid- lertid en ro, som var slående og som gjorde, at man blot fulgte efter. Der var ingen tvivl om, at han kendte vragene ud og ind. Vi oplevede ingen panik og ingen egentlige forhindringer på vej ind og ud. Måske var der i virkeligheden også mere plads end man kunne se i sin lyskegle, f.eks. dukkede Robert pludse- lig op ved min siden selvom han svøm- mede først og jeg sidst for at vise mig nogle interessante detaljer, som jeg bur- de fotografere.
Så vi fulgte altså med alle fire på stribe gennem tågeslør af rust og slam, hvor vi forsøgte at følge lyset fra den foranlig- gende dykker.
Da vi for et par år siden dykkede i ceno- terne på Yucatan forgik det med ledeline, så man altid kendte vejen ud. Noget tilsvarende ville nok have været fint her i vragene, eller også kunne der have været en ekstra dykkerguide med som sidste mand. Endelig ville en mere detaljeret briefing om forholdene inde i vraget have været på sin plads.
Vi følte os imidlertid trygge i Roberts hænder, og alt gik fint, men spørgsmålet er om man skal gøre det igen, hvis lej- lighed byder sig. Måske vil det klogeste være at sige til sig selv, at dette var så den ultimative vragoplevelse, som ikke nødvendigvis skal gentages. Det må afhænge af de nærmere omstændigheder. Men husk at selvom man siger, at man lod sig forlede af dykkerguiden, så har man stadig selv ansvaret!