Siden er under ombygning, så ting vil flytte rundt i den kommende tid. Turkalenderen vil dog altid være aktiv.

Efter en succesfuld tur til ubådsmassakren i juni 2015, skulle turen gentages i begyndelsen af september 2017. At det skulle være september, skyldes at vandet var hamrende koldt på den første tur og det var forventet at september ville være perfekt.

Den første dykkedag måtte aflyses 15 minutters sejlads fra positionen, da det blev vurderet, at vejret var for hårdt. Hårdt betød ret høje bølger og at det ville være uforsvarligt, at gennemføre dyk under de vilkår. Vi havde forventet at vinden ville løje af, men det gjorde det ikke, så det blev i stedet til et kort dyk på MS Sandbund, tæt under land, bare for at lidt vand på dragten.

På dag to var vejret meget mere roligt, så vi besluttede, at gå efter Nicomedia, det bedste af de 4 vrag, der knytter sig til historien om ubådsmassakren. Det er også det vrag der ligger længst væk, og ikke mindst det bedste af de 4 vrag. Man kan bruge flere dage alene på det vrag.

Vejret klarede op under sejladsen ud til Nicomedia, og det var nemt at slå vraget med ekkoloddet. Placeringen af dræget blev tjekket, så vi havde en retning, hvis dræget ikke havde ramt lige ned i vraget. Da vi satte dræget, havde vi sat 3 små jordbær på tovet. Vi konstaterer, at de 3 små jordbær havde svært ved at holde tovet oppe i strømmen, så vi sejlede frem til dem og fik sat det store jordbær på. De små jordbær blev siddende på ankertovet.

Nu havde vi et fikspunkt på vraget og vil lod derefter båden drive mens alle tre på holdet fik grejet på og da alle var klar, sejlede vi op to bøjen og hoppede i.

Hele dykket er videofilmet via et maskekamera. Derfor er hele dykker beskrevet med tidspunkter. 

0:55 Starter dykket 

Michael kom først i vandet, jeg fulgte lige efter og Hans kom i vandet sidst, da han også skulle have sin UV-scooter med. Michael var først på bøjen, jeg var fremme ca. 30 sekunder efter. Jeg vidste at Hans var tæt på og havde sin UV-scooter. Jeg signalerede til Michael, at jeg var klar til at dykke. Mikael nikkede, vendte sig om og dumpede luft fra vingen og var på vej ned. 

02.15 Kommer fri af overfladebøjen

Det samme gjorde jeg, men jeg kunne ikke komme væk fra overfladen. Efter ca. 30-45 sekunder går det op for mig, at jeg sidder fast i jordbærret. Jeg får vredet mig fri samtidig med, at Hans er fremme ved mig.

04.30 det bliver mørkt

 

Før vi er nået halvvejs ned mod bunden, bliver det mørkt. Vandet bliver grønsort og er meget forskellig fra hvad vi havde forventet. Samtidig er det gået op for os, at vi har mere strøm end først antaget.

06.40 Møder samlingen på ankertovet.

Der er droppet 2x 30m ankertov på vraget pga. dybden og forventet strrøm, så da jeg møder karabin-samlingen, konstaterer jeg, at vi er halvvejs mod bunden, uden dog at kigge på dybdemåleren. 

07.04 Får kontakt med bunden.

Kort tid efter får vi kontakt med bunden. Vi har tydeligvis gjort os tungere og trukket ankertovet med ned.

Herefter følger vi ankertovet langs bunden.

08.15 Møder påbindingstovet på ankerlinen. 9 meter fra dræget

Da vi droppede ankertovet, havde vi forberedt et påbindingstov ca 9m over dræget.Det var gjort så vi ikke havde behov for at gå til bunden for at finde ankertovet, når vi skulle forlade vraget. Påbindingstovet var blevet snoet omkring ankertovet på vej mod bunden. Det er dog rimelig nemt at få viklet ud. Tovet holdes fri af ankertovet og vi svømmer frem mod vraget. Vi når dræget 9.14 inde i dykket. Vi kan se, at dræget er blevet trukket væk fra vraget. Der er et fint slæbespor. 

Påbindingstovet rækkes ud til Hans, så han med UV-scooteren kan trække det frem til vraget. Hans maser alt hvad han kan, men kan ikke flytte det. Tovenden kommer aldrig frem til vraget, da der er for meget modstand på ankertovet. Hvad årsagen er ved vi ikke på det tidspunkt. Mit eget gæt er på det tidspunkt er strømmen, der trækker på tovet. 

 09.49 Jeg følger slæbesporet fra dræget.

Mens Hans kæmper med at trække tovet med UV-scooteren, svømmer jeg frem langs sporet for at sikre mig, at vi er ved vraget. 

Jeg svømmer langs drægets slæbespor og 10.13 minutter inde i dykket, møder jeg en kraftig bjælke fra vraget, hvilket bekræfter mig i, at vi er meget tæt på vraget.

10.33 møder jeg mere vraggods, der ligger spredt omkring drægets slæbespor, og 11.08 møder vi en håndvask på bunden.

Og få meter efter, 11.32 inde i dykket får jeg visuel kontakt med fribordet på vraget. Det er en væg der står op foran mig. Der er ikke meget mere end 1 meters sigt på det tidspunkt, hvor jeg ligger lige foran vraget. Herefter prøver vi at finde ud af om vi kan få tovet frem, så vi kan binde på. Det lykkedes aldrig.  

13.30 signalerer Michael, at det ikke giver mening at fortsætte dykket og giver tegn til at vi skal afbryde og gå op. Vi søger derfor tilbage langs slæbesporet til dræget og ankertovet, og minuttet efter går det op for os, at ankertovet ikke længere peger op mod overfladen, og en afsøgning gennemføres for at finde enden.

Når man har 60 meter ankertov på bunden, er det ikke nemt at beslutte hvilken retning vi skal følge tovet, så vi vælger at følge tovet i den forkerte retning. 19.05 minutter inde i dykket kommer vi frem til dræget. Vi vender derfor om og følger til den anden ende. Den ende der burde sidde på jordbærret og vores båd. 

20.36 inde i dykket kommer frem til den anden tovende får jeg monteret min SMB og får fyldt luft i den.  Nu har vi en line at følge op og kan samtidig fastholde os på positionen, nu da vi ved, at båden sandsynligvis ikke ligger over vraget.

Vi har nu været under vand i mere end 20 minutter og er på vej retur mod overfladen. SMB’en slippes 21.49 og stiger mod overfladen med ankertovet monteret i enden. I hele forløbet med at finde tovenden, montere SMB’en har Hans været tæt på mig, lyst for mig og været min makker under klargøringen af opstigningen. Jeg har ikke haft øje for Michael, men havde en forventning om at han lå lige bag ved og ventede op at vi skulle begynde opstigningen. 

22.20 inden i dykket er vi så klar til opstigning. Jeg rækker ankerlinen til Hans, så han er med. Langsomt begynder vi opstigningen og jeg får så meget ro på, at jeg kan orientere mig. Under et minut senere konstatere jeg, at jeg ikke kan se Michael og forsøger at kommunikere til Hans.  Jeg prøver at signalere til Ham om hvor Michael er. Hans misforstår mit spørgsmål og tror, at jeg signalerer, at vi skal holde sammen.

Vi har nu været i vandet 24.44 minutter og er kommet op på 20 meter. Jeg vil skifte til min dekogas, som er en 40% Nitrox.

I forvirringen med gasskifte, styring af dybde og strømmen, få jeg skiftet til en 100% Oxygen på computeren. Fejlen bliver rettet med det samme, men travlheden med gasskiftet på computeren, giver lidt uro på tovet.

Vi fortsætter roligt opad. Michael ved vi ikke noget om på det tidspunkt. 28.45 møder vi dekobøjen på ca 10-12 m. To dykkere på en medium størrelse SMB, tørdragtsdykkere med 2x12L flaskesæt på ryggen + dekoflasker og en UV-scooter hængende, giver lidt modstand i vandet og noget træk på tovet, så selvfølgelig er SMB’en under vand.

Pga. strømmen og vores individuelle afbalanceringer, er der fortsat uro på tovet, når der laves deko. Vi kan ikke få ordentlig ro på dybden. Når den ene justerer lidt på luften i vingen, trækkes den anden lidt op eller ned. De sidste 10 meter er meget urolige. Vi vil ikke give slip på ankertovet pga. strømmen, men tovet og strømmen trækker os ned i vandet, så en fornuftig deko er umulig. Vi sejler op og ned i vandsøjlen. Efter 34.30 minutter viser Hans at han er dekofri. Jeg har stadig 3 minutter på 3m tilbage. Vi bryder overfladen efter 36 minutter. Lidt før min computer siger at jeg er deko fri, men det er på det tidspunkt mit mindste problem.

På grund af strømmen og den lille SMB, som ikke kan holde os oppe, har vi problemer med at få hovedet ordentlig fri af vandet, så vi kan tale samme. Jeg står i vandet og svømmer opad for at forsøge at spejde rundt for at få øje på båden. Imens ligger Hans og roder med sin UV-scooter. Han vil have den til at trække os op imod strømmen, så vi kan få hovederne fri af vandet og bedre styr på vores situation. Vi trænger til at slappe lidt af i armene. Det er hårdt at holde fast i ankertovet hele tiden.

Hans får endelig sat lidt fart på UV-scooteren, så han kan trække os lidt op mod strømmen. Nu kan vi kan få lidt ro på og komme til at tale sammen.

1.15 minut efter vi er kommet i overfladen får jeg endelig øje på båden efter at have spejdet horisonten rundt flere gange. Den ligger temmelig langt væk og er virkelig svær at holde øje med. Båden er knappenålsstor.

39.55 minutter efter vi startede dykket stikker jeg hovedet under vandet igen for at finde Hans’ SMB i hans lårlomme. Vi skal bruge den, så vi kan gøre os mere synlige. Vi får den pustet op og begynder at signalere med den, så båden bedre kan se os.

Endelig, 44.45 minutter efter vi startede dykket, kan vi se at båden nærmer sig vores position. Vi kan se at båden bliver større. et minut senere er båden fremme og vi kan få sat jordbærret fast på ankertovet.

Herefter svømmer jeg hen langs bådsiden og får klipset en line i en D-ring, så jeg endelig kan slappe lidt af inden jeg begynder at tage grejet af.

Hans bliver dirigeret om på den modsatte side, så vi ro og mag kan ligger få grejet af og komme op i båden uden at ligge oven i hinanden. 

Ca 50 minutter efter vi startede vores dyk, er vi tilbage i båden. Det var nu tid til at evaluerer. Michael havde uden at give signal til hverken Hans eller mig, besluttet at gennemføre en fri opstigning fra 40 meter. 

Bådføreren var i den tro at de lå på vraget. Jordbærret var klipset på og alt var godt. Pludselig kommer en dekobøje i overfladen. Det er Michaels. Det går op for bådføreren, at båden driver i samme fart som SMB’en. Båden har altså ikke fat i ankertovet. 

De får hurtigt Michael op i båden og begynder at sejle tilbage mod vraget, hvor vi ligger og venter.

Båden har været koblet på ankertovet ifølge bådføreren. Det kan forklare, at vi ikke kunne trække påbindingstovet frem til vraget, men hvorfor ankertovet pludselig blev tabt, finder vi aldrig ud af.

Hvad kunne vi have gjort bedre? 

Ikke ret meget, tror jeg. Alle tre var rutinerede dykkere. Vant til deko dyk. Vant til dyk i mørke. Vi forholdt os rolige på bunden på trods af den manglende forbindelse til overfladen og vi fandt en fornuftig løsning på at komme til overfladen og forblive på vragpositionen. Det var vigtigt for os at undgå, at drive flere kilometer væk fra positionen, som ville være sket, hvis vi havde foretaget en fri opstigning.

Skulle vi komme ud for en lignende situation, SKAL vi have rådighed over en kraftigere overfladebøje. F.eks en kraftig løftesæk. Det er ofte brugt som dekobøje af tekniske dykkere, da formen og volumen gør, at den har en rigtig god bæreevne, hvis man f.eks. skal ligge på deko i længere tid. En sådan bøje står højt på ønskesedlen.

Som en konsekvens af dette dyk, er tovet på det store jordbær blevet ændret. Ankertovet skal ikke længere monteres på sjæklen under jordbærret, men på den karabin, der sidder ca. 1 meter under jordbærret. Herved er forbindelsen til bunden og vraget fri af sjæklen og der er bedre plads på sjæklen til hvad man eller vi hægte på. Og man er aldrig i tvivl om man er ved at koble ankertovet fra.

I øvrigt var vejret på turen ikke specielt godt, så det blev desværre til for lidt dykning, men hyggeligt var det, på trods af dette noget uheldige dyk.