Introaften til vinterens dykkerkursus. Kom og hør mere d. 11. januar kl. 19.00. Tilmelding skal ske i klubbens kalender.

Image

I forbindelse med fredsafslutningen mellem Israel og Egypten i 1980 blev Sinaihalvøen givet tilbage til egypterne efter at have været besat af israelerne siden 6dages-krigen i 1967.

Der var nu ikke mere mulighed for at tage på en charterrejse til Eilat i det sydlige Israel og dykke i Røde Havet langs Sinaikysten. Dykkerturismen i Hurghada på det egyptiske fastland var endnu ikke kommet i gang, så klubben så sig om efter andre muligheder for en dykkerrejse sydpå.

Valget faldt på Malta, en tidligere engelsk kronkoloni i Middelhavet syd for Sicilien. Malta består af hovedøen Malta, som er på størrelse med Bornholm, den noget mindre ø Gozo og en lille ubeboet ø Comino. Hovedstaden på Malta er Valletta, som ligger på en befæstet halvø omgivet af to fjorde som danner en beskyttet naturhavn.

I 1983 tog en lille flok dykkere og familiemedlemmer til Malta for første gang. Vi boede på Mellieha Holiday Center, en større bebyggelse af små feriehuse, opført af Dansk Folkeferie i maltesisk byggestil. Feriecentret ligger på en skråning ned til øens største badestrand i bunden af Mellieha Bay på Maltas nordøstlige del.

Vi tog med den lokale bus op til Melieha by og lejede en minibus med rattet i den forkerte side. På grund af øens fortid som britisk koloni kører bilerne i den forkerte side af vejen og malteserne har et meget afslappet forhold til færdselsloven, dog bruges hornet flittigt. Vi kørte langsomt og forsigtigt videre til Maltaqua Diving Center i St. Pauls Bay, hvor vi lavede en aftale om hver morgen at kunne hente et passende antal fyldte luftflasker og aflevere dem tomme om aftenen. Vi havde hjemmefra fået fat i en beskrivelse over gode dykkersteder på øen, så vi havde ikke behov for at deltage i dyre, guidede ture.

Image

Malta har en strategisk vigtig placering i Middelhavet og har derfor i tidens løb været besat af mange forskellige magter. Først af fønikere, efterfulgt af grækere, karthagere, romere, vandaler, arabere, korsriddere, franskmænd og englændere. I dag er Malta en selvstændig stat og lever af turisme og lempelige forhold for visse dele af den finansielle sektor. De mange forskellige kulturer som har hersket over Malta har alle sat deres præg på øen. Der er en rig bygningskultur fra gamle korsridderborge til store katolske katedraler samt små maleriske byer, hvor man kan bruge megen tid på at gå på jagt efter gode fotomotiver eller side på en cafe på byens torv og se på folkelivet, mens man nyder en kold øl eller cider. Turen tilbage til Mellieha Holiday Center efter dagens dykninger kom derfor ofte til at vare en del timer selvom afstandene på øen ikke er store.

Dykningen på Malta var dykninger fra kysten. Flere steder kunne vi køre helt ned til vandet, men der var også dykkersteder hvor udstyret skulle slæbes ned ad stejle trapper. Uanset hvorfra vinden blæste var det altid muligt at finde et sted hvor der var læ. Comino med dens Blue Lagoon kunne dog kun nås med båd. Gennem dykkercentret fik vi en aftale med en fisker som sejlede os derover. Vi tog udstyret på og hoppede i vandet og så sejlede fiskeren til vores store forbavselse sin vej. Han havde dog heldigvis aftalt med en af sine kollegaer om at komme og hente os ved dykningens afslutning.

Turen var en succes og i august 1985 gentog klubben turen. Denne gang med over 20 deltagere. På fotoet ses et tidligere klubmedlem Steen Pettersson i Blue Lagoon på Comino. Han medbragte et dengang meget moderne Eumig Nautica undervands-smalfilmskamera, som var smalfilmens svar på det populære Nikonos undervandskamera. Desværre blev smalfilm få år efter udkonkurreret af videokameraerne.

Stidsen