Introaften til vinterens dykkerkursus. Kom og hør mere d. 11. januar kl. 19.00. Tilmelding skal ske i klubbens kalender.

Image På klubbens Røde Havs-ture i slutningen af 1970’erne var Ras Muhammed på Sinai’s sydspids turenes absolute højdepunkt.

Under en af dykningerne på dette fantastiske sted, hvor koralvæggen falder lodret ned til flere hundrede meters dybde, mødte vi en flok fremmede dykkere som lod sig falde ned i dybet som faldskærmsudspringere, der laver “skydiving” inden de udløser faldskærmen. Vi lå på ca. 25 meters dybde da de pludselig kom dumpende ned ovenfra og fortsatte ned i det mørkeblå dyb indtil vi ikke mere kunne se dem. De har da været nede på mindst 60 meters dybde og vi kunne nu tage boblebad i den enorme mængde af luftbobler som steg op fra dybet. Vi overnattede dengang på stranden i Na’ama Bay og dagen efter mødte jeg her en af disse dykkere. Det var en amerikaner som begejstret fortalte om hvor sjovt det var at dykke på denne måde. De lod være med at komme luft i vesten og styrede med arme og ben. En særlig rafineret måde var at ligge på ryggen og langsomt se overfladen forsvinde, men det var kun for de mere erfarne. Han fortalte samtidigt om et endnu bedre dykkersted end Ras Muhammed: Blue Hole nord for Dahab længere oppe ad Sinaikysten. Den gode amerikaner fik næsten tårer i øjnene, da han fortalte om dette dykkersted som overgik alt andet. De havde som ved Ras Muhammed ladet sig falde dybt ned i det cirkelformede blå hul, hvor der nede i dybet var en kæmpemæssig hvælving i koralvæggen ud mod det åbne hav. Turen under denne hvælving og den efterfølgende opstigning mod lyset var det mest fantastiske han nogensinde havde oplevet og han regnede med først at opleve noget tilsvarende, når han engang døde og steg til himmels.

Jeg takkede amerikaneren for oplysningerne og forelagde disse for de øvrige Baracuda’er og vi blev enige om at vi på tilbageturen mod Eilat skulle prøve dette dykkersted. Vejen derud var kun for firhjulstrækkere eller kameler og kort før hullet var der en stejl bakke, som folkevogns-rugbrødet ikke kunne klare. Alt dykkerudstyr måtte ud af bilen og slæbes de sidste hundrede meter hen til det blå hul, som nu kunne ses som et stort mørkeblåt hul i det lavvandede rev. Med et godt tilløb og gaspedalen i bund fik vi folkevognen op over bakken og frem til det blå hul. Så skulle der dykkes! Vi hoppede i hullet som gik næsten ind til kysten og svømmede de ca. 75 meter ud til hullets yderside mod det åbne hav. I samlet flok dykkede vi ned til 50 meter, hvor hvælvingen ifølge amerikaneren skulle være. Vi søgte og søgte, men der var ikke antydning af nogen åbning i koralvæggen. Havde jeg misforstået dybden? Amerikanerne kan jo som bekendt ikke hitte ud af at bruge metersystemet og bruger gammeldags måleenheder som fod og yards. Vi havde efterhånden brugt endel tid på dybden og var nødt til at begynde opstigningen. Jeg kiggede en sidste gang ned i dybet og ser at der under mig er en ændring i lyset, så jeg svømmer længere ned og ser at der er en kæmpemæssig stor buet åbning i koralvæggen ud mod havet. Nedad er der intet at se, kun det mørkeblå dyb. Dykkertiden var nu overskredet, så vi måtte vente med at svømme under hvælvingen til næste dyk.

Image

Mens flaskerne blev fyldt på den larmende rejsekompressor var der megen diskussion og en del betænkeligheder ved det kommende dyk. Hvor lang var turen under hvælvingen og havde vi luft nok? Jeg vurderede at passagen var 30-50 meter, så hvis man svømmede i roligt tempo kunne det godt lade sig gøre. Nogle få ville ikke dykke så dybt og fik så til opgave at være standby-dykkere på ydersiden af revet. Luftflaskerne blev fyldt til de var godt varme, vi skulle ikke løbe tør for luft. Vi snorklede ud til ydersiden af hullet for at spare på luften og dykkede så ned til oversiden af hvælvingen. Da alle havde afbalanceret sig startede turen under hvælvingen. Min gamle dybdemåler viste 65 meter, men til en vis beroligelse viste min makkers meget dyre dybdemåler kun 58 meter. Det var fuldstændigt som amerikaneren havde beskrevet det: det var som at svæve vægtløs oppe under hvælvingerne i en stor katedral, en næsten guddommelig oplevelse. Der var masser af plads, mindst 20 meter i bredden og svømmeturen var heller ikke så lang som jeg havde frygtet. Da vi næsten er kommet gennem passagen og på vej ud i det åbne hav tæller jeg om alle dykkere er kommet igennem. Det var lidt svært med tælleriet på grund af begyndende dykkerrus, men der manglede vist én. Var det måske mig selv som jeg havde glemt at tælle med? Jeg vender mig om og ser at inde under hvælvingen, oppe under loftet er en af de unge dykkere stoppet op og har travlt med at undersøge en sortkoral. Han har glemt alt om tid, sted og aftaler. Signalering med dykkerlampen får ham ikke i gang, så jeg må tilbage efter ham og får gjort den unge knægt opmærksom på at han skal se at komme videre. Da jeg vender mig om for at se hvor de andre dykkere er går der nogle sekunder inden synet følger med og jeg bliver i tvivl om hvilken vej jeg skal svømme. Jeg tænker lidt over situationen og bliver efterhånden klar over at jeg nok skal svømme samme vej som de andre. Det var åbenbart dykkerrusen som havde angrebet synsansen og tænkeevnen.

På ca. 40 meters dybde møder vi standby-dykkerne og dykkerrusen er nu aftagende. Koralvæggen er utrolig smuk med alle slags koraller og masser af fisk. Efter et kort ophold på 9 meter og senere 6 meter svømmer vi op til ydersiden af det blå hul, hvor dybden meget passende var ca. 3 meter så man kunne ligge her og dekomprimere mellem havet og hullet og kigge ned til begge sider. Vi blev liggende her til vi næsten havde brugt al luften og svømmede så ind mod land.

Tæt på land var der i koralvæggen en lille smal kløft som en af dykkerne lige ville udforske selvom han ikke havde ret meget luft tilbage. Alle de andre dykkere inklusiv hans makker var gået i land og dykkerlederen var også på vej op, men beslutter sig for at vente indtil alle var oppe. Den nysgerrige dykker svømmer ind i kløften og mærker at han nu næsten ikke har mere luft tilbage. Over ham er der en smal sprække op til overfladen og han beslutter sig for at svømme denne vej op. Desværre var han ikke slank nok til at kunne komme igennem og sad nu fast på 1 meters dybde med hovedet stikkende op af sprækken. Han havde nu en udfordring som det hedder på moderne dansk. Han prøvede at vride sig fri og får derved trykket ventilen mod væggen så luftforsyningen lukker. Nu havde han ikke bare en udfordring, men et alvorligt problem. Heldigvis fik dykkerlederen øje på dette hoved som ret umotiveret stak op fra sprækken. Han øjnede straks et godt motiv og svømmede hen mod den uheldige dykker og indstillede sit undervandskamera. Den uheldsramte dykker fik nu mast sin ene arm op af sprækken og gestikulerede vildt at dykkerlederen skulle komme hen til ham. Dykkerlederen blev nu klar over at der var noget galt og svømmede hurtigt hen til den uheldige dykker som flåede lungeautomaten ud af munden på dykkerlederen og sugede store mængder af luft i sig. Der blev slået alarm til dykkerne på land og vi fik frigjort den uheldsramte fra sin luftflaske og fik ham hevet op af sprækken. Det var her meget tæt på at en af vores dykkere ikke kun var steget op fra dybet, men var fortsat til himmels.

Jeg kan ikke huske om der blev skrevet en tætpå-rapport om denne hændelse. Det tror jeg ikke, det var ikke rigtig noget man brugte dengang. Dykkeren var jo kommet op i live og havde ikke pådraget sig nogen skader, bortset fra at han var lidt rystet, men det blev ordnet med rigeligt med sprut ved lejrbålet om aftenen. Der er siden dengang omkommet adskillige dykkere under dykning under hvælvingen i Blue Hole og der er på stedet opsat en mindetavle over de døde. I dag får man kun lov til at foretage denne dykning som trimix-dykker og det er nok meget fornuftigt.

 

F.Stidsen