Dykker-elev i Baracuda dykkerklub
Hvis du er i tvivl om dykning er noget for dig, så har du mulighed for at få et prøvedyk i svømmehallen hos os. Der kan du så fornemme om "livet under vandoverfladen" lige er dig. Hvis du fortsat ønsker at dykke, så har vi i Baracuda dykkerklub mange dygtige instruktører der på sikker vis leder dig på vej igennem uddannelsen.

I Baracuda dykkerklub underviser vi efter CMAS regler. Hvis dette er dit første dykkerkursus så skal du starte med at uddanne dig til CMAS 1-stjernet dykker. Har du allerede et certifikat fra en anden organisation (f.eks. PADI), så kan du stadig bygge ovenpå dette hos os - eller dykke sammen med os til de grænser dit certifikat giver dig.

CMAS 1-stjerne kursus
Disse kurser startes op i begyndelsen af januar måned i vores klub. Uddannelsen starter med teoriundervisning om torsdagene og med svømmehalsundervisning om mandagene. Denne undervisning løber ca frem til april måned, hvor der afsluttes med prøveafholdelse i teori og i de svømmehals-øvelser vi har trænet. Efter at prøverne er vel overstået foregår resten af undervisningen i "åbent vand". Dvs vi tager til stranden hvor vi gennemfører de første dyk. Senere vil du ligeledes komme til at dykke fra gummibåd.

Kravene til dig
For at du skal kunne deltage på vores dykkerkurser skal du have et rimeligt helbred. Vi stiller ikke særlige krav til dine svømmekundskaber, men du skal kunne svømme før kursusstart. I løbet af kurset vil du træne i svømmehallen, således at du skal bestå bl.a. en svømmeprøve på 500 meters svømning. De eneste krav vi stiller er at du er opsat på at lære at dykke og at du er over 14 år gammel. Hvis du er det mindste i tvivl så kontakt os for yderligere information.

Hvad koster et CMAS 1-stjerne kursus
Du kan læse mere om priserne på et CMAS 1 stjernet kursus via dette link. Kurset betales i 2 rater, 50% før kursusstart og 50% umiddelbart før åbentvands øvelserne starter (dvs ca 1 april). Ud over selve kursusprisen er det et krav at du er medlem af Baracuda dykkerklub. Så der skal du betale kontingent, prisen for et almindeligt dykker kontingent er pt. 330 kr pr kvartal. Hvornår den næste introaften er, kan du tjekke via menuen til højre, eller via dette link. Du er også meget velkommen til at kontakte uddannelsesudvalget, hvis du vil høre nærmere om kursusstart, eller har andre spørgsmål til klubbens kurser.

Hvad med udstyr mm
Du kan låne meget udstyr i Baracuda dykkerklub, men du skal påregne at købe følgende: Dragt, sokker, handsker, maske, finner og snorkel. Hvilket alt efter dine behov og krav kan købes for 2500 til 5000 kr. Så længe du er elev vil du gratis kunne låne vest, flaske, automat, computer osv. Du vil også gratis komme med på elevture til både strand og på gummibådsture (transport ikke medregnet). Som medlem af Baracuda dykkerklub vil du gratis kunne fylde flasker samt svømme i svømmehallen 2 gange om ugen.

Hvad når jeg er færdig
Når du har afsluttet dit CMAS 1-stjerne kursus så tilbyder Baracuda dykkerklub undervisning i CMAS 2-stjerne kursus. Vi anbefaler at vores CMAS 1-stjerne elever fortsætter til de har CMAS 2-stjerne beviset. Grunden er at du så er en langt mere erfaren dykker og du ikke har de begrænsninger der ligger i et CMAS 1-stjerne bevis. Pt koster det 1.600 kr at tage et CMAS 2-stjerne certifikat, hvis du har taget et CMAS 1-stjerne uddannelsen i Baracuda dykkerklub. Når du er uddannet, kan du tage med på de arrangerede dykkerture som der ugentligt er i klubben. De koster typisk 100 kr., som er med til at dække udgifterne til slæbested, benzin mv. Du vil altid kunne fylde dine flasker gratis og benytte svømmehallen.

Hvordan tilmelder jeg mig
Mød op på vores introduktionsaften der normalt afholdes i januar måned.
Introduktionsaftenen afholdes normalt på en tirsdag og med mødetidspunkt kl 19:00. Datoen kan ses i kalenderen. Når tidspunktet nærmer sig, den blive annonceret i en løbetekst på forsiden

På introduktionsaftenen vil du:

  • høre om hvordan CMAS uddannelsen foregår i Baracuda dykkerklub.
  • se forskelligt dykkergrej og
  • høre om klubben, vores bådture og andre aktiviteret i klubben.

Deltagelse på denne introduktionsaften er gratis.
Så hvis dykning kunne være noget for dig så mød op!
Har du spørgsmål kan vi kontaktes på denne email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Du vil kunne se nærmere om dato og tidspunkt i kalenderen.